Invitation til webinar: Hvor meget reservekraft skal Energinet have i baghånden i fremtiden?

Energinet offentliggør nu et diskussionspapir om fremtidens reservekapacitet i elnettet (dimensionerende hændelse) og inviterer samtidig alle relevante aktører til at komme med input. Målet er at sikre den nødvendige stabilitet og robusthed i energisystemet, der i fremtiden bliver udfordret af større tilslutninger og meget mere vind- og solenergi.

Hvor meget reservekraft skal Energinet i fremtiden have i baghånden, hvis der sker nedbrud eller uforudsete hændelser i elsystemet? Det er et af de mange spørgsmål, som den enorme forandring, elsystemet gennemgår, rejser.  

I fremtiden vil meget mere elproduktion komme med vind og vejr, og enhederne i elnettet vil blive meget større, fx meget store havmølleparker, endnu kraftigere elforbindelser til nabolande mm. 

Det udgør en øget risiko for elforsyningssikkerheden, fordi store ubalancer kan give nedbrud og strømudfald.   

For at opretholde en høj forsyningssikkerhed og sikre strøm i stikkontakterne indkøber Energinet reservekapacitet, til at sikre den såkaldte “dimensionerende hændelse”, der står klar til at dække behovet for strøm ved markante udsving i produktionen eller forbrug. Den fremtidige størrelse på denne reservekapacitet, vil Energinet gerne have input til fra aktørerne på markedet.  

I dag sikrer Energinet sig mod dimensionerende hændelser ved at købe 700 MW reservekapacitet i Vestdanmark (DK1) og 600 MW i Østdanmark (DK2). Men hvor stor skal den dimensionerende hændelse være i fremtiden? Det er ét af de spørgsmål Energinet gerne have aktørernes input til, og inviterer derfor til webinar om emnet den 2. maj.  

Til lejligheden har Energinet lavet et diskussionspapir, som sætter spot på de forskellige problemstillinger, der er om dimensionerende hændelse, herunder reservekapacitet og størrelse på fremtidige tilslutninger i transmissionsnettet.  

Tid og tilmelding
Energinet opfordrer alle interessenter, aktører, og myndigheder til at deltage i dialogen. Webinaret er den 2. maj kl. 13.00 til 14.30. Du skal tilmelde dig her, så får du tilsendt et link til webinaret.  

Allerede nu kan du komme med skriftlige input 
Energinet opfordrer interessenter til at levere skriftlige input, hvor I som minimum berører følgende spørgsmål:  

  • Hvilket niveau for den dimensionerende hændelse i DK1 vurderes som passende og hvorfor?  
  • Hvornår bør en forøgelse af den dimensionerende hændelse træde i kraft og hvorfor?  
  • Hvilke væsentlige gevinster og ulemper ses ved et forøget niveau af den dimensionerende hændelse i DK1? 

Energinet opfordrer til, at interessenterne leverer skriftlige input senest 8. maj til ​international seniorrådgiver Jonas Peter Hasselbom Jacobsen på jjb@energinet.dk 

Tilmelding til webinar den 2. maj 2024

Link til tilmelding

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.