Energinet.dk, Svenska Kraftnät og 50Hertz Transmission (daværende Vattenfall Europe Transmission) udgav i maj 2009 et fælles forstudie, der belyste de tekniske, økonomiske og miljømæssige muligheder for, i forbindelse med havmølletilslutningen, at etablere et havbaseret elnet (Combined Grid Solution). Læs forstudiet her.
På baggrund af anbefalingerne i det fælles forstudie, besluttede parterne at fortsætte projektet. I januar 2010 trak Svenska Kraftnät sig dog ud af projektet, da der ikke var udsigt til etablering af havmøller på den svenske del af Kriegers Flak i de kommende år, Energinet.dk besluttede sammen med 50Hertz Transmission at fortsætte projektet.
Energinet.dk og 50Hertz Transmission har siden arbejdet med udviklingen og planlægningen af det havbaserede elnet - med en option på senere svensk tilslutning.
Eksisterende havmøller på Kriegers Flak
Det tyske energiselskab EnBW har opført en havmøllepark - Baltic 1 - på 48 MW mellem den tyske kyst og Kriegers Flak og i 2013 sætter EnBW en havmøllepark - Baltic 2 - på 288 MW i drift på Kriegers Flak. 50Hertz Transmission forbinder de to havmølleparker med det tyske elnet.