Af projektleder Søren Damsgaard Mikkelsen
Når vi fra Energinet.dk fortæller om projektet, bliver vi meget ofte mødt af spørgsmålet, hvorfor i alverden højspændingskablet er isoleret med noget så oldnordisk som papir, og ikke med plastik?
Det er jo mindst 50 år siden, at man helt holdt op med at bruge papirisolerede kabler og gik over til kabler isoleret med plastik. Men ikke desto mindre så er det rigtig nok. Kablerne vil blive isoleret med mange hundrede lag fint papir, som er imprægneret i en tyktflydende olie.
Forklaringen er på en gang enkel og meget kompliceret. Først og fremmest findes der i dag slet ikke plastkabler, som kan holde til den meget høje jævnspænding på 500.000 Volt, som kablet vil være påtrykt under driften. Dermed har vi slet ikke andet valg til Skagerrak4 projektet.
I dag er det således kun muligt at købe jævnstrømskabler isoleret med plastik, der kan holde til en jævnspænding på ca. 300.000 Volt og udviklingen frem mod dette niveau har taget meget lang tid og krævet et betydeligt forsknings- og udviklingsarbejde.
Når papirisolerede kabler er så gode til meget høje jævnspændinger, skyldes det lidt populært sagt, at der igennem papirisolationen lækker en meget lille elektrisk strøm, som sikrer, at isolationen ikke overbelastes.
Plastik er derimod et meget bedre elektrisk isolationsmateriale end papir og her lækker der ikke nogen strøm igennem kablet. Derfor kan der inde i plastmaterialet opbygges en slags statisk elektricitet, som efter nogen tid nedbryder isolationen.
I et papirisoleret kabel betyder en lille lokal nedbrydning af papiret mindre, da olien i papirer så at sige vil hele såret. I et plastisoleret kabel vil selv den mindste nedbrydning af isolationen efter nogen tid føre til en kortslutning af kablet – en nedbrydning, der udvikler sig som en slags lavineeffekt.
Levetiden af et papirisoleret kabel er meget høj. Der findes således kabler i højspændingsnettet i Danmark, som er mere end 80 år gamle. Almindeligvis er det korrosion af de jernbånd, der lægger omkring kablet, der efterhånden tager livet af disse gamle kabler – men med en plastkappe omkring kablet, som Skagerrak4 kablet er forsynet med, bør dette ikke være noget problem.
Opbygning af kablet
Inderst inde i kablet finder vi kablets leder, der er fremstillet af snoede profiltråde i kobber. Lederen til Skagerak4 kablet har et tværsnit på 1600 mm2 – hvilket er mere end 1000 gange det tværsnit, som anvendes i en almindelig 220 V forlængerledning. Lederen i kablet fører den jævnstrøm, der løber i kablet mellem Danmark og Norge. I Skagerrak4 kablet er den maksimale strøm, der løber i kablet på 1430 Ampere.
Udenom kablets leder er der snoet flere hundrede lag tyndt papir, som er imprægneret i en meget tyktflydende olie. Det er denne isolation der sikrer, at de 500.000 Volt som er påtrykt kablet ikke kortsluttes. Isolationen har en tykkelse på ca. 20 mm.
Selvom kablets isolation indeholder olie, er der ingen umiddelbar fare for forurening, dersom der går hul på kablet. Olien er således meget tyktflydende og har næsten en tjærelignende konsistens.
For at holde kablet vandtæt og undgå at olien på lang sigt trænger ud af kablet lægges der et lag bly udenpå isolationen suppleret med nogle metalbånd til at holde blyet stramt omkring isolationen.
For landkablets vedkommende afsluttes kablet med en plastik kappe udenpå kablet til beskyttelse af kablet.
For søkablets vedkommende snos der to lag stålwirer omkring kablet for give kablet tilstrækkelig styrke til at kunne udlægges på op til 550 meters vanddybde samt sikre kablet beskyttelse mod fiskeredskaber.

Ikke high-tech – og så alligevel
Skagerrak4 kablet kan med sin opbygning dårligt betegnes som high-tech, da det principielt er opbygget helt som elkabler også var det for 100 år siden.
Det der imidlertid adskiller Skagerrak4 kablet fra sine 100 årige forgængere er de ekstreme krav til, hvor høj spænding kablet er udsat for, den endog meget høje overføringsevne på 700.000 kW og for søkablets vedkommende kravet om at kunne udlægges ned til en vanddybde på 550 meter.
Design og produktion af et sådant kabel kræver stor knowhow og erfaring – og Energinet har sammen med norske Statnett valgt to af verdens største leverandører af kabler til at levere kablet til Skagerrak4 forbindelsen. Søkablet bliver leveret af firmaet Nexans og produceret i Halden i Norge mens landkablet til Danmark produceres af Prysmian (tidligere Pirelli) i Napoli.