Af Ole Michaelsen
Det igangværende anlægsarbejde er i dag synligt på lange strækninger fra Egtved og sydover. Det er uundgåeligt, at de direkte berørte borgere generes af anlægsarbejdet. Der bliver imidlertid udfoldet store bestræbelser på, at anlægsarbejdet giver så få gener som muligt. Derfor bores gasrøret under, når veje skal krydses. Derved generes trafikken ikke når gasledningen lægges.
Hammermetode når veje krydses
Den hollandske entreprenør, Visser & Smit Hanab, har valgt at udføre alle krydsninger af asfalterede vejanlæg ved at ”banke” røret under vejene. Herved opnås, at trafikken kan opretholdes i fuldt omfang, når røret lægges i jorden. Det er en dyrere anlægsmetode end traditionel gravning, men samtidig er der en besparelse ved, at asfalten på vejen ikke skal udbedres.
Til udførelsen benyttes en kæmpe hydraulisk hammer som på mindre end en time kan slå det store gasrør under en vej. Kommer man forbi, kan man se, at der benyttes hvide rør hvor de normalt er sorte. Dette skyldes, at rørene er belagt med en hård overflade som gør dem modstandsdygtige og ikke bliver beskadiget af sten i jorden

Når et gasrør skal krydse en vej, sker det ved hjælp af ”hammermetoden”, hvor en kæmpe hydraulisk hammer banker det store gasrør. Foto: Energinet.dk
Underboringer ved længere krydsninger
Metoden med at hamre røret igennem jorden er kun egnet til kortere rørlængder. De største veje eksempelvis Esbjergmotorvejen, de store vandløb og beskyttede naturområder skal krydses ved underboring af gasledningen. Underboringerne udføres af en højt specialiseret underentreprenør, som ikke lader sig kyse ved tanken om den længste boring på mere end 700 m.
De første tre af i alt 10 underboringer er afsluttet. Tusinder af bilister har dagligt passeret boringen under motorvejen og sikkert bemærket det tunge udstyr, men uden at ”mærke noget” i øvrigt. Når boringen udføres, gøres hullet gradvis større og smøres indvendigt med vand blandet med lerpulver. Hullet renses til sidst for nedfaldne sten hvorefter det flere hundrede meter lange rør trækkes under jorden.

Når et gasrør skal krydse en længere strækning, f.eks vandløb eller motorvej, trækkes det under jorden via en ring i 'næsen'. Foto: Energinet.dk
Særlige krydsninger
Den nye gasledning anlægges ved siden af den gasledning, som har ligget i jorden i mere end 30 år. Så vidt muligt holdes en afstand på 10 meter mellem de to ledninger. Af særlige grunde har det imidlertid været nødvendigt at lade de to gasledninger krydse hinanden et antal steder.
Disse krydsninger har den allerstørste bevågenhed, fordi der skal arbejdes helt tæt på et gasrør, der er i drift i hele perioden. Det nye gasrør skal graves under det eksisterende gasrør. Der graves med største forsigtighed, og Energinet.dk har en ”vagt” på stedet i al den tid, der arbejdes nær det gamle gasrør. Når det nye gasrør er lagt, lægges der en tyk betonplade mellem de to rør som ekstra beskyttelse.
Energinet.dk fører løbende kontrol med gasledningernes tilstand men frigravningen af den gamle ledning ved krydsningerne er endnu en anledning til at konstatere, at det gamle gasrør stadig ser ud som nyt.


Når den nye gasledning krydser den eksisterende gasledning, som er i drift under anlægsarbejdet, er der ekstra stor bevågenhed ved krydsningen. Foto: Energinet.dk.