Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Sidst opdateret 29. marts 2012
Samarbejde i pipelinen

Af Sanne Safarkhanlou

Solen skinner fra en forårsblå himmel, og på havnen i Aabenraa er en håndfuld mænd i neongule veste eller orange arbejdstøj i gang med forsigtigt at løfte et af de tonstunge gasrør op på en lastbil.

Sådan et stålrør vejer op mod seks ton og er ca. 17 meter langt, så det kræver masser af maskinkræfter, præcision, planlægning – og samarbejde. Rørene må ikke komme til skade, og det må mændene heller ikke.

- Det kan være en rigtig farlig arbejdsplads, det her – så vi går højt op i sikkerhed, kvalitet og samarbejde, siger Torben Mortensen, der er Energinet.dk’s rørinspektør på havnekanten. Derudover kunne han også kalde sig problemknuser:

- I går var der for eksempel et træ, der stod i vejen ude ved en af rørlagerpladserne. Der holdt fire lastbiler med rør, der ikke kunne komme til. Så blev jeg kontaktet og da jeg kom derud, måtte vi have vores rørentreprenør til at fjerne træet. Der er hele tiden et eller andet, siger Torben.

 
Lars B. Petersen, der er daglejer på havnen i Aabenraa og Torben Mortensen, Energinet.dk, får en sig ofte en snak

Ud over at være problemknuser er det bl.a. Torbens opgave at holde øje med, at alt går til på den rigtige måde, at arbejdsmiljøreglerne bliver overholdt, og at de mange tusind gasrør kommer videre ud til de rigtige rørlagerpladser i perfekt stand.

Arbejde eller fiske?
Det sker selvfølgelig i tæt samarbejde med folkene på havnen, som for eksempel Lars B. Petersen, der er daglejer på havnen.

Han har rejst verden rundt som rejsemontør i mere end 20 år, men i dag er han i Aabenraa og tager det arbejde, som havneformanden kan tilbyde på morgenmønstringen. Og det er så gasrør lige for tiden, men det kan også være at losse kul til Enstedværket eller foderstoffer eller noget helt tredje.

- Jeg har en stor frihed i mit job. Og hvis der ikke er noget at lave, ja, så er der mange af os, der lige smider en krog i vandet i stedet. Det er en livsstil, siger han.

Foreløbig regner Lars dog ikke med at få ret meget tid til at fiske i havnebassinet. Gasrørene giver arbejde i tre-fire måneder – for det er en større omgang rør, der skal omkring havnen i Aabenraa, inden de ender i sammensvejset tilstand i den syd- og sønderjyske muld.

Ca. 6000 styk – eller omkring 20.000 tons stålrør skal Lars og de andre havnearbejdere losse over de næste måneder.

Et rør - et nummer
Rørene kommer med skib fra Izmit i Tyrkiet, og på havnen i Aabenraa bliver de lagt i forskellige bunker alt efter længde og godstykkelse.


Alle rørene er mærket indvendigt. Bl.a har hvert eneste gasrør sit eget nummer

Godstykkelsen og længden på røret afhænger af, om røret fx skal bruges under en jernbane eller skal ligge tæt på et byområde. Jo tættere røret kommer på bymæssig bebyggelse, jo tykkere metal og coating, der er en tyk plastic-skal.

Derfor har alle rør også forskellige farvekoder og individuelle numre, så de er lette at sortere og dernæst spore, så gasteknikerne i Energinet.dk altid ved præcis, hvor hvert et rør ligger. Og her spiller Steffen Esbensen fra Shipping DK på havnen i Aabenraa en vigtig rolle.

 


Steffen Esbensen fra Shipping DK med et af de fragtbreve, der sikrer, at gasrørene bliver transporteret ud til den rigtige rørlagerplads 

- Jeg er positivt overrasket over, hvor godt det går. Vi er næsten halvvejs nu, og samarbejdet fungerer hele vejen rundt. Alle gør, hvad de kan, for at det fungerer og mange ting bliver løst ved, at vi lige snakker sammen, siger Steffen.

Steffen har bl.a. ansvaret for, at losningen fungerer, at rørene bliver lagret på havnen og for at lastbilerne, der transporterer rørene, leverer på de rigtige rørlagerpladser. Dem er der 39 af på strækningen mellem Egtved og Frøslev ved grænsen, hvor den kommende gasrørledning skal graves ned.


 

Kontakt

Nina Frøkjær VendelboeDrift og Anlæg, Anlægsprojekter+4523338994Send mail
Nina Frøkjær Vendelboe