Skagerrak: Kabler for en lille milliard
Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Publiceret 7. januar 2011 kl. 15.35
Skagerrak: Kabler for en lille milliard

Energinet.dk og Statnett har i dag underskrevet kontrakterne på kablerne til den fjerde jævnstrømsforbindelse mellem Norge og Danmark, Skagerrak 4. Kontrakterne beløber sig sammenlagt til knap 938 millioner kroner, og indkøbet markerer starten på projektets byggefase.

Kablerne til Skagerrak 4 vil blive leveret af den franske kabelproducent Nexans og det italienske selskab Prysmian. Nexans vil levere 137 km søkabel over Skagerrak og 12 km landkabel til Norge, mens Prysmian har fået ordren på 91 km landkabel, der skal graves ned mellem Tjele og Bulbjerg i Nordjylland. Prysmians kontrakt lyder på ca. 300 mio. kroner, og ordren til Nexans er knap 638 mio. kroner værd.

- Kabelkontrakterne er de første store kontrakter, som er blevet underskrevet i forbindelse med Skagerrak4-projektet, og markerer derfor en vigtig milepæl for projektet, siger projektleder Arve Strandem fra Statnett.

Det er de systemansvarlige selskaber i Norge og Danmark, Statnett og Energinet.dk, der er i fællesskab vil etablere Skagerrak 4. Forbindelsen skal sikre, at vi i fremtiden kan indpasse mere vedvarende energi i elsystemet, øge forsyningssikkerheden og forbedre konkurrencen på elmarkedet til gavn for forbrugerne.

- Vi er meget tilfredse med, at det er lykkes at indgå kontrakter med Prysmian og Nexans på leveringen af kabler til projektet, og vi ser meget frem til et godt samarbejde med de to leverandører, tilføjer projektleder Søren D. Mikkelsen fra Energinet.dk.

Der findes i dag allerede tre jævnstrømsforbindelser mellem Norge og Danmark, Skagerrak 1-3, og de har tilsammen en kapacitet på 1000 megawatt (MW).

Den kommende Skagerrak 4-forbindelse får en kapacitet på 700 MW, og dermed øges kapaciteten med 70 procent til 1700 MW. 700 MW svarer nogenlunde til, hvad to store kraftværker kan producere.

Det samlede anlægsbudget er på ca. 2,8 mia. kroner, og foruden kablerne består Skagerrak 4-forbindelsen også af to omformerstationer i Tjele ved Viborg og Kristiansand i Norge.

Skagerrak 4 planlægges i drift ved udgangen af 2014.


 

Kontakt

Søren Damsgaard MikkelsenProjekter+4523338519Send mail
Søren Damsgaard Mikkelsen