Elementerne i systemdriften udgøres af:
- Forbrug af elektrisk energi - vi bruger strøm i hjemmet og på arbejdet.
- Produktion af elektrisk energi - består af mange forskellige typer produktionsenheder, fx store centrale kraftvarmeværker, mindre decentrale kraftvarmeværker og vedvarende energikilder, primært vindkraft.
- Indenlandsk transmissionssystem - omfatter de største højspændingslinjer og -kabler i Danmark, som drives mellem 132.000 og 400.000 volt.
- Udlandsforbindelser - forbinder Danmark med vores nabolande.
- Elmarked - markedspladserne for el sikrer, at energien handles til den rigtige pris.
- Love, rammer og spilleregler for virke i elsystemet.
- Værktøjer - det kræver mange it-systemer at indhente informationer fra elsystemet og bruge dem optimalt.
Den overordnede målsætning for systemdriften er at sikre høj forsyningssikkerhed og gøre dette så effektivt som muligt.
Forsyningssikkerhed - det at der altid er strøm i stikkontakten - er en vital forudsætning for et velfungerende samfund.
Strøm er verdens lettest fordærvelige vare og skal bruges i samme sekund, den produceres. Som systemansvarlig transmissionsvirksomhed (TSO) er Energinet.dk ansvarlig for at sikre, at der til enhver tid er balance mellem forbrug og produktion. Denne opgave vokser støt i omfang i takt med udbygningen med vindkraft.