Nyheder uge 20
DataHub’en sættes i drift 1. marts 2013
Efter en periode med en meget lang række fejlretninger i testforløbet på Aktørtestsystemet, fik vi i går den første live-demonstration af DataHub fra Logica. Ved demonstrationen gennemførte Logica en række centrale processer, herunder oprettelse af målepunkt, leverandørskift samt forskellige flytteprocesser. Der ligger stadig et stort arbejde forude med færdigprogrammering af systemet - men demonstrationen gav os tryghed for, at systemet helt klart er på rette vej.
Som vi flere gange tidligere har fortalt, har antallet af fejl og fejlretninger i testforløbet på Aktørtestsystemet haft et niveau, der medfører forsinkelse af det samlede program. Blandt andet på grund af det ekstra arbejde med fejlretning og yderligere test af Aktørtestsystemet imødeser vi også forsinkelser på DataHub-leverancen. På baggrund af de tilbagemeldinger og ønsker, vi i processen har fået fra aktørerne i branchen, har vi derfor samlet set besluttet, at DataHub’en sættes i drift 1. marts 2013. Det giver en sikker og robust tidsplan, som aktørerne kan tilpasse og planlægge deres projekter ud fra. I replanlægningen af de resterende leverancer i projektet har vi lagt stor vægt på en omfattende end2end-test for alle markedets aktører - et ønske, der også er blevet understreget fra aktørernes side. Desuden har det været et ønske fra aktørerne så vidt muligt at undgå for stor belastning på dem henover årsskiftet, hvor der generelt er travlhed grundet årsafslutning.
I den nye tidsplan for de resterende dele af projektet har vi sikret, at der er tilstrækkelig tid til de enkelte aktiviteter. Som vi skrev i sidste uge, ønsker vi at detailplanlægge de enkelte aktiviteters placering og varighed med branchen i form af møder med udvalgte aktører. Det giver den nye tidsplan nu luft til. Vi indkalder nu til disse møder, og resultaterne heraf - i form af en mere detaljeret projektplan med præcis redegørelse for de enkelte parters aktiviteter i projektet, bliver offentliggjort hurtigst muligt.
En del af det, der skal planlægges, er systemtesten af aktørernes it-systemer med it-leverandørerne. Derfor indkalder vi om kort tid de involverede parter til et planlægningsmøde, da systemtesten snart skal begynde.
For yderligere oplysninger kontakt:
Chefprojektleder Anders Dalgaard, telefon 7622 4206, ada@energinet.dk
Nyheder uge 19
Status for aktørtestsystemet
Vi har siden d. 25. april været i gang med det afsluttende testforløb på Aktørtestsystemet. Antallet af fejl har som skrevet tidligere været stigende og har nu nået et niveau, som bringer tidsplanen i fare. Det har gjort, at vi sideløbende med det intensive testarbejde har analyseret mulige alternativer, der kan sikre os en god aktørtest og en robust tidsplan for det resterende projektforløb.
Så længe det har givet mening, har vi ønsket at holde fast i idriftsættelse af aktørtestsystemet før DataHub og derved fastholdt vores ressourcer på testen – men hele tiden med fokus på, at det ikke blev på bekostning af tidsplanen i DataHub-leverancen. Mængden af fejl gør imidlertid, at vi ser et længere fejlretningsforløb, der betyder, at vi ikke kan fastsætte en pålidelig tidsplan.
Vi har derfor besluttet at gennemføre system- og aktørtesten i forbindelse med DataHub-projektet uden aktørtestsystemet, men med andre værktøjer. Vi er ved at planlægge et forløb, hvor vi gennemfører systemtesten selvstændigt og den efterfølgende aktørtest i forbindelse med end-2-end testen forud for idrifttagning af DataHub’en.
Vores analyser viser, at denne vej fremad er den sikreste i forhold til at få en robust plan. Det detaljerede planlægningsarbejde skal nu gennemføres i fællesskab med branchen.
Nye milepæle udmeldes næste uge.
Opdatering af DataHub hjemmesiden
Bemærk, at der 9. maj er lavet følgende opdateringer til DataHub-siden:
- 'Legitime interessenters adgang til data' er lagt her på siden ude til højre
- 'Udsendelse af data til balanceansvarlige aktører' er lagt på siden 'De nye markedsregler'.
- Under 'Tekniske specifikationer' er der lagt specifikation vedr. aktørernes erhvervelse af certifikater, som skal bruges til at sikre webservice-kommunikationen med Aktørtestsystemet og DataHub.