2016 var vindfattigt – otte år med vindrekorder afløst af nedgang
Du er her:Skip Navigation Links > Forside > El > Nyheder
Publiceret 11. januar 2017 kl. 13.59
2016 var vindfattigt – otte år med vindrekorder afløst af nedgang
Siden 2008 har vindmøllernes andel af strøm i det danske elsystem vokset og år efter år slået verdensrekord. 2016 blev dog som ventet ikke rekordår.

​2016 var et vindfattigt år, og det afspejler sig i opgørelsen over, hvor stor en andel strøm fra vindmøller udgjorde af vores samlede elforbrug.

Sidste år endte den med at være ca. 37,6 procent, og den ligger dermed helt som ventet under rekordåret 2015, hvor vindandelen var 42 procent.

 

- Forrige år var et usædvanligt godt vindår, og derfor blev det til rekord, selv om der ikke blev sat afgørende nye vindmøller op. Sidste år var derimod et af de mindst blæsende i nyere tid, og da der heller ikke er blevet sat mange nye møller op, så er det ikke overraskende, at 2016 ikke blev et rekordår. Det var ventet, at vindandelen i 2016 ville blive noget mindre end i 2015, siger Carsten Vittrup, energistrategisk rådgiver i Energinet.dk’s afdeling for Forskning og Udvikling.
 


Et normalt vindår er index 100. 2015 var index 114, mens 2016 formentlig ender omkring index 90, når tallene er endeligt gjort op.
 

Fremtiden: Flere møller – flere rekorder
Der er dog udsigt til flere rekorder i de kommende år.
Flere nye, store havmølleparker vil blive sat i drift, og de vil øge den danske vindproduktion og dermed sætte nye rekorder: Havmølleparken Horns Rev 3 i Vestehavet ud for Esbjerg, og to kystnære havmølleparker - Vesterhav syd og Vesterhav nord – ud for Ringkøbing og Harboøre.
 
Folketinget har med energiaftalen fra 2012 sat som mål, at elproduktionen fra danske vindmøller i 2020 skal svare til 50 procent af danskernes elforbrug. Med de planlagte parker er der udsigt til, at det mål nås.
 
Inden udgangen af 2021 kommer endnu en planlagt havmøllepark i drift: Kriegers Flak i Østersøen.
 
 
Fakta om strøm fra vindmøller i 2016 - højest og lavest:
Danmark total:
  • Højeste vindandel i en enkelt time: 139 pct. 15. okt. 2016, kl. 4-5 om natten.
  • Laveste vindandel i en enkelt time: 0,0 pct. 17. juni 2016, kl. 2-3 om natten.
  • Døgnet med størst vindandel i elsystemet: 17. april 2016 = 103,6 pct
  • Døgnet med laveste vindandel i elsystemet: 16. juni 2016 = 1,0 %
  • Antal timer, hvor produktionen fra danske vindmøller samlet set var større end det totale danske elforbrug: 317 timer ud af årets 8760 timer

Vestdanmark:

  • Antal timer hvor vindmøller i Vestdanmark samlet set var større end det vestdanske forbrug: 1.168 timer
  • Højeste vindandel i en enkelt time i Vestdanmark: 180 pct.  15. okt 2016, kl. 4-5 om natten.

Østdanmark:

  • Antal timer hvor vindmøller i Østdanmark samlet set var større end det østdanske forbrug: 0 timer.
  • Højeste vindandel i en enkelt time i Østdanmark: 79 pct.  24. dec. 2016, kl.  3-4 om natten

 

Vindstrømmens andel af strømforbruget de seneste ti år



Hvor meget vind er der i stikkontakterne?
At vindandelen i 2016 var 37,6 procent er ikke lig med, at der præcist var 37,6 procent vindstrøm i de danske stikkontakter. Strøm bliver hele tiden handlet på det grænseoverskridende elmarked og købes og sælges mellem producenter og forbrugere i Europas lande. Derfor er der strøm fra danske kraftværker og vindmøller i nordmændenes og tyskernes stikkontakter, ligesom vi køber strøm fra norske vandkraftværker, tyske solceller og vindmøller og svenske a-kraftværker.

 
Først til marts har Energinet.dk det fulde overbliv over, hvor meget vindstrøm der er blevet eksporteret samt importeret fra vindmøller i Tyskland og Sverige, og dermed et endeligt statistik over sammensætningen af strømmen i vores stikkontakter.
 
I 2015  var den danske vindproduktions andel af det danske forbrug 42,0 %, mens vind fra danske, svenske, tyske mv. vindmøller udgjorde – efter at eksport og import var regnet med –  40 pct af strømmen i danskernes stikkontakter.

Kontakt

Carsten VittrupForskning og Udvikling+4530674706Send mail
Carsten Vittrup

Fakta

Vindstrømmens andel af strømforbruget de seneste ti år
2016: 37,6 pct.
2015: 42,0%
2014: 39,1%
2013: 33,2 %
2012: 30,1 % 
2011: 28,3%
2010: 22,0%
2009:19,4%
2008: 19,3%
2007: 19,9%
2006: 17,0%
2005: 18,7%

Læs mere