Ny solcellepulje åbner 1. februar 2016
Du er her:Skip Navigation Links > Forside > El > Nyheder
Publiceret 5. januar 2016 kl. 10.06
Ny solcellepulje åbner 1. februar 2016
Den 1. februar 2016, kl. 10.00 kan privatpersoner, boligforeninger og solcellelav igen søge om at få nye solcelleanlæg med forhøjet pristillæg. De i alt fire underpuljer fordeles efter ”først til mølle-princippet”
Den 1. februar 2016, kl. 10.00 åbner Energinet.dk igen for, at privatpersoner, boligforeninger og solcellelav, der ønsker forhøjet pristillæg til nye solcelleanlæg, kan søge. Det er muligt at søge fra den 1. februar 2016 kl. 10.00 til og med den 31. maj 2016.
 
Der er mulighed for at søge i fire forskellige underpuljer. Energinet.dk kan i alt tildele forhøjet pristillæg til anlæg, der tilsammen løber op i 56,3 megawatt.
Ansøgningerne behandles efter ”først til mølle-princippet”.
 
- Selv om der er fire uger til, at ansøgningsrunden begynder, er det allerede nu, man skal begynde at lave sine forberedelser. Flere ting skal være på plads, for at man kan komme i betragtning til at få del i puljerne, siger Louise Rønne Christensen, afdelingsleder i Energinet.dk’s administration af vedvarende energi.
 
Her er kravene, du skal opfylde
Uanset om man er privatperson, boligforening eller solcellelav, skal man have en købsaftale, der er betinget af, at man får tilsagn til puljen - dvs. man skal have en skriftlig aftale med en solcellesælger om at købe et solcelleanlæg, såfremt man får del i puljen. Derudover skal man være ekstra opmærksom på, at det ikke er muligt at modtage anden offentligt støtte sammen med pristillægget – det vil fx sige, at det ikke er muligt både at udnytte håndværkerfradraget og modtage pristillæg.
 
- Erfaringen fra de to foregående puljer er, at nogle ansøgere tror, at et tilbud er en købsaftale. Men et tilbud skal være accepteret, før der er tale om en aftale. Derudover skal aftalen være betinget af, at der opnås støtte fra Energinet.dk. Vi vil derfor gerne opfordre til at være ekstra opmærksomme på, at ansøgning er udfyldt korrekt og opfylder kravene i loven, siger Louise Rønne Christensen.
 
Du kan se, hvad du skal have klar til din ansøgning her.
 
Hvis der kommer flere ansøgninger til en underpulje, end der er effekt til, trækker Energinet.dk lod blandt de fyldestgørende ansøgninger, der er kommet ind den dag, hvor puljen bliver fyldt.
 
Det er alene anlæg, der endnu ikke er etableret, der kan søges om tilsagn til.
 
De i alt 56,3 megawatt (MW), der udbydes, er fordelt på følgende måde:
​Underpulje
1
Underpulje
 2​
Underpulje
 3​
​Underpulje
4
Puljestørrelse ​16, 9 MW ​11,4 MW ​14,0 MW ​14,0 MW
Pristillæg​ ​88 øre/kWh ​88 øre/kWh ​​94/72 øre/kWh ​94/88 øre/kWh
​Hvem kan søge? ​Afdelinger i almene boligorganisationer og udlejere af private udlejningsejendomme med flere boligenheder ​Private personer ​Solcellelav, altså solcelleanlæg ejet i fællesskab, der ikke nettoafregner, men hvor hele produktio-nen leveres til det kollektive el-net. ​Fælles solcelleanlæg ejet af en afdeling i en almen boligorganisation, en ejerforening m.v., der nettoafregner det fælles forbrug.
 

Kontakt

Solcelleadministration+4570215074Send mail
Solcelleadministration

Fakta

Hvorfor 56,3 MW?

Energinet.dk udbyder 56,3 megawatt i de fire solcellepuljer. Det skæve tal skyldes, at der 1. februar udbydes nye 20 MW, og da puljerne ikke blev tømt under ansøgningsrunderne i 2015, er de resterende megawatt blevet overført til 2016 og lagt sammen med de 20MW.


Læs mere

​Der er mange forskellige solcelleordninger og derfor mange informationer om solceller på Energinet.dk's hjemmeside.

Klik på linket herunder, så kommer du direkte til siderne med "Vejledning om forhøjet pristillæg for puljerne". Her er mere information om puljerne, der åbner 1. februar.

 

Hvis du vil direkte til side med kravene til ansøgningen, så finder du linket i artiklen her på siden.