Energinet.dk's rolle er at sikre et velfungerende og fleksibelt gasmarked. Det betyder blandt andet, at vi udvikler produkter og faciliteter, som kommercielle aktører kan anvende.
Grossisterne på gasmarkedet – transportkunderne - kan:
- indgå årskontrakter
- bestille kapacitet og balanceservice samt holde sig opdaterede om egne ordrer online via Energinet.dk selvbetjening
- handle bilateralt via Energinet.dk’s Gas Transfer Facility
- handle på gasbørsen i Danmark: Nord Pool Gas (NPG). Her kan transportkunder handle anonymt, da gasbørsen er modpart i alle handler
- transportkunder kan møde hinanden via den elektronisk opslagstavle og handle med både gas, transport og balance. Denne opslagstavle kaldes Bulletin board
- købe og handle gas på tværs af grænserne mellem Danmark, Tyskland og Holland via Link4Hubs platformen – se link.
Markedsmodellen
Markedsmodellen for det danske transmissionssystem er sammensat som en entry-exitmodel. Den består af:
- tre entrypunkter i Nybro, Ellund og Dragør, hvor naturgassen kan komme ind i Danmark.
- et entrypunkt for bionaturgas - BNG Entry punkt - hvor transportkunderne virtuelt kan føre bionaturgas ind i transmissionsystemet.
- en exitzone, hvor danske forbrugere bliver forsynet med naturgas af gasleverandørerne via distributionsnettet.
- exitzonen består af seks distributionsområder med hver deres distributionsselskab. I exitzonen er der ligeledes tre store kraftværker (Avedøre ІІ, H. C Ørstedsværket og Skærbækværket), som er direkte forbundet med transmissionsnettet.
- tre transit exitpunkter i Nybro, Ellund og Dragør, hvor naturgassen kan eksporteres ud af Danmark.
- to virtuelle handelspunkter for gas; Gas Transfer Facility (GTF) og Nord Pool Gas Facility (NPTF), hvor transportkunderne kan handle med gas.
- et virtuelt handelspunkt - Link4Hubs (L4H), hvor transportkunderne kan benytte Link4Hubs platformen til at reservere og bestille kapacitet på tværs af grænserne mellem Danmark, Tyskland og Holland.
- to fysiske lagerpunkter, som dækker over lagrene i hhv Stenlille og Lille Torup. Her kan lagerkunderne lægge gas på lager og trækker den ud igen.

Detailmarkedet
På detailmarkedet har alle naturgasforbrugere i Danmark siden 1. januar 2004 frit kunne vælge gasleverandør.
Gasleverandørerne er gasmarkedets detailhandlere. Det er oftest større gasforbrugere, der har skiftet gasleverandør, specielt el- og varmeproducenter, samt større industrielle forbrugere.
På grund af liberaliseringen er det muligt for alle at etablere sig som gasleverandør eller transportkunde. Energinet.dk og distributionsselskaberne samarbejder for at sikre en stadig udvikling på markedet.