Ledige job
Du er her:Skip Navigation Links > Forside > JOB > Ledige job > Ledige job
Sidst opdateret 24. maj 2016
Ledige job




Erfaren stærkstrømsingeniør til udvikling af standarder inden for højspændingsstationer


Vær med til at udvikle nye standarder og definere rammerne for, hvordan vi bygger fremtidens HVAC-stationer i Danmarks højspændingsnet i forbindelse med udbygningen af det danske el-net og den grønne omstilling. Hvis du har lyst til at arbejde i en udviklings- og projektorienteret afdeling, der tæller de bedste hjerner inden for HVAC og HVDC, kan du som stærkstrømsingeniør i afdelingen Stationer se frem til en rolle som specialist inden for den el-tekniske del af stationsetableringerne i store anlægsprojekter. Din nye arbejdsplads bliver på vores moderne hovedkontor i Fredericia.

Udvikling af standarder og kvalificering af ny teknologi

Du får en central rolle i Energinet.dk’s anlægsprojekter, hvor du som specialist primært beskæftiger dig med dels at udvikle standarder for nye HVAC-stationer og dels at sikre sammenhæng mellem nuværende standarder på tværs af fagområderne. Da der er mange sideløbende anlægsprojekter i gang, er der store beløb i spil, ligesom der er snitflader til mange forskelligartede specialister og projektledere i andre afdelinger. Derfor er det vigtigt, at du har en positiv indstilling til samarbejde og har mod på at påtage dig udfordringer og ansvar.

Din fornemste opgave er at fastholde fokus på udviklingen af standarder for HVAC-stationer. Det betyder, at du i høj grad får rollen som den, der kigger fremad med henblik på løbende at opdatere vores standarder i forhold til ny teknologi og nye metoder. Du betyder også, at du skal være med til udfordre gældende praksis, bl.a. ved værdiansættelse af løsninger. Du bliver samtidig involveret i internationalt samarbejde og erfaringsudveksling med leverandører og andre TSO’er, ligesom du analyserer markedet for den sidste nye teknologi inden for højspændingsstationer.

Glæd dig til et udfordrende job, hvor du får stor påvirkning på, hvordan organisationen arbejder med standarder i såvel modnings- og anlægsfasen, som når anlæggene er overgået til driften. Du bliver del af et stærkt fagmiljø med gode muligheder for faglig sparring med kolleger med samme høje faglighed som dig selv. Afdelingen består af 20 engagerede kolleger, som med en baggrund inden for hovedsagelig stærkstrømsteknik varetager roller som enten delprojektleder eller specialist.

Udadvendt stærkstrømsingeniør med erfaring i HVAC-stationer

Du er på hjemmebane i højspændingsteknologi og har en baggrund og erfaring som stærkstrømsingeniør, der gør dig i stand til at gå ind og skabe løsninger med det samme. Vi forestiller os derfor, at du har arbejdet med stationsanlæg i minimum 5 år. Da vi arbejder med internationale leverandører og samarbejdspartnere, er det nødvendigt, at du behersker engelsk på forhandlingsniveau. Samtidig er det fordel, hvis du har arbejdet med standarder og kvalificering af ny teknologi. Selvom du brænder for teknik, skal du trives med, at dit job primært foregår på kontoret og i mødelokaler, hvor der ikke er så stor mulighed for at få fingrene i teknikken.

Som person er du analytisk stærk og kan omsætte ideer til løsninger. Du evner at kommunikere troværdigt med mange forskellige interessenter på forskellige niveauer og har gennemslagskraften til at argumentere for den gode løsning - teknisk såvel som forretningsmæssigt. Samtidig har du stærke samarbejdsevner, som gør dig i stand til at skabe sammenhænge og fællesskaber med specialister og projektledere i andre afdelinger. Du kommer til at arbejde i et åbent og uformelt miljø, så det er vigtigt, at du trives med mange mennesker omkring dig.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med cv og andre relevante bilag via linket ”send ansøgning”, så vi har den senest 8. marts 2017. Vi forventer at holde samtaler 15. marts 2017. Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Kim Søgaard på telefon er 23 33 88 45. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Energinet.dk varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og naturgas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vi ejer energiens motorveje og har ansvaret for at skabe fair konkurrence på markedet for el og gas til gavn for forbrugerne. Vi er en selvstændig offentlig virksomhed med ca. 1000 engagerede og fagligt højt uddannede medarbejdere. Med afsæt i værdierne tillid, mod, forretningsorientering, udvikling, ansvarlighed og engagement lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker.


Kontakt


Links


Fakta

Arbejdssted
Fredericia

Ansøgningsfrist
8. marts 2017

Send ansøgning

 

Spørgsmål

Har du konkrete faglige spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig direkte til kontaktpersonen øverst på siden.  

Vores generelle kontaktinfo finder du her.