Cirka 40 deltagere var på pletten onsdag den 9. november, hvor scenen var sat til inspiration om kreativitet og innovation. Direktør for eldivisionen, Torben Glar Nielsen, lagde ud med en kort introduktion til den nye strategi, hvorefter deltagerne fik mulighed for at se Energinet.dk's dugfriske video om fremtidens intelligente elsystem. Smart Grid. Se videoen her.
Vi er alle kreative og innovative
Jørgen Thorball, som præsenterede sig selv som forretningsudvikler og provokatør, var næste punkt på programmet. Og én af hans kæpheste, som ligger i tråd med Energinet.dk's performancekultur, er, at vi alle har potentiale til at være kreative og innovative.
- Vi er alle lige innovative og kreative. Det ligger i vores gener. Det er blot et spørgsmål om at lokke det frem og prioritere det. Vi kan alle så mange ting, og nogen vil hellere være gode til noget andet og prioriterer det derfor ikke. Man kan, hvis man vil.
Gennem feedback kan vi lykkes med vores idéer
Derudover argumenterede Jørgen Thorball blandt andet for, at man sagtens kan lykkes med selv vilde idéer, så længe de ikke går imod virksomhedens mission og vision, og man forstår at håndtere feedback.
- High performance handler om at sætte sig nogle ambitiøse mål, og hemmeligheden bag at nå de mål, er feedback. Måden vi håndterer feedback, afgør nemlig, om vi når i mål. Opskriften for succes er klar: Søg feedback, få tæv, brug energien positivt og arbejd på at gøre det bedre.
Gå-hjem-mødet i Ballerup aflyst
På trods af en udbytterig eftermiddag i Errisø har vi, grundet for få tilmeldinger, været nødt til at aflyse det ellers planlagte gå-hjem-møde i Ballerup fredag den 25. november. Vi håber dog, at kunne invitere nuværende som tidligere medarbejdere til et lignende arrangement i starten af det nye år.