Elproduktion og -forbrug i 2012
Tabellen nedenfor viser ændringen i udvalgte nøgletal for elproduktionen i Danmark for perioden 2011-2012. Udviklingen i produktionen fra vindmøller, vandkraft og solceller i 2012 er nærmere beskrevet på undersiden Elproduktion fra vedvarende energikilder, som kan findes i menuen til venstre.
| Nettoelproduktion |
33.210 |
28.921 |
-13 % |
| Nettoimport |
1.318 |
5.214 |
- |
| Elforbrug (inkl. nettab) |
34.528 |
34.135 |
-1 % |
| Specifikation af elproduktion |
| El fra centrale værker |
17.268 |
13.718 |
-21 % |
| El fra decentrale værker |
6.159 |
4.917 |
-20 % |
| El fra landbaserede vindmøller |
6.360 |
6.796 |
7 % |
| El fra havvindmøller |
3.405 |
3.472 |
2 % |
| El fra vandkraft og solceller |
18 |
18 |
3 % |
Den samlede danske elproduktion var i 2012 på 28.921 GWh, hvilket er omkring 13 % lavere end i 2011. Faldet i elproduktionen dækker over et fald i produktionen fra termiske værker på 20 %, og en samtidig stigning i produktionen fra vindmøller på 5 %. Elforbruget i Danmark faldt i samme periode med 1 %, hvilket bl.a. kan forklares ved en markant stigning i produktionen fra solceller under 6 kW, idet disse anlæg ikke vises som en produktion i Energinet.dk's system, men som et fald i forbrug. For mere information om udviklingen i elforbrug se link til elforbrugspanelerne i højre side.
Udvikling i elproduktion og -forbrug fra 1990 til 2022
Tidsserier for elproduktion og -forbrug i Danmark fremgår af nedenstående figur.

Elproduktion og -forbrug i Danmark, historisk og prognose frem mod 2022
Fra 1990 til 2012 er elforbruget i Danmark øget med ca. 15 %. Samlet set viser elforbrugsprognosen en stigning i elforbruget på 2,6 TWh fra 2012 til 2022, svarende til en stigning på 10 %. Hovedparten af stigningen i elforbruget frem mod 2022 kan forklares ved en gradvis implementering af elkedler, varmepumper og elbiler. Elkedler og varmepumper ventes således at udgøre 6,2 % af det samlede årlige elforbrug i 2022 på 37,7 TWh. Elforbruget til opladning af elbiler forventes tilsvarende at udgøre 0,6 % af det danske elforbrug i 2022.
Den samlede vindkraftkapacitet er vokset betragteligt i Danmark siden 1990. Vindkraft dækkede således omkring 30 % af det danske elforbrug i 2012 mod kun 2 % i 1990. I prognoseperioden er der forudsat en betydelig udbygning af vindkapaciteten i Danmark. Samlet set øges den installerede vindmøllekapacitet fra 4.153 MW ultimo 2012 til 5.985 MW i 2022. Som følge af denne udbygning vil vindkraftproduktionen blive øget fra 10,3 TWh i 2012 til 20,5 TWh i 2022. I 2022 forventes vindkraft at dække 54 % af det danske elforbrug.
Hovedparten af udbygningen i prognoseperioden forventes at blive etableret på havet. I 2022 forventes havvindmøller at udgøre 36 % af den installerede vindkrafteffekt i Danmark, mens produktionen fra havvindmøller vil udgøre ca. 43 % af vindmølleproduktionen, idet havvindmøller har væsentlig større produktion pr. installeret MW end vindmøller på land. Solceller forventes at få en større betydning fremadrettet med en skønnet installeret kapacitet på ca. 1.060 MW i 2022 mod ca. 387 MW ved udgangen af 2012. Elproduktion fra solceller er tilsvarende skønnet til ca. 0,9 TWh i 2022 - svarende til 2 pct. af den samlede elproduktion i Danmark.
Den decentrale produktion i Danmark er vokset jævnt i perioden fra 1990 til 2000 i takt med udbygningen af decentrale kraftvarmeværker. Efter nogle år med en nogenlunde konstant produktion fra de decentrale værker på ca. 9 TWh, er der fra 2005 sket et fald i produktionen som følge af, at en stor del af de decentrale værker er overgået til at afsætte deres elproduktion på markedsvilkår. I prognoseperioden forventes den decentrale produktion at være omkring 8,5 TWh om året indtil 2020, hvor der er forudsat et fald i den decentrale kapacitet og dermed også i produktionen herfra.
Størrelsen af den centrale produktion forventes at være ca. 0,5 TWh lavere i slutningen af prognoseperioden end i 2012. Prognoseperioden er samtidigt kendetegnet ved, at en del centrale kraftværker baseret på kul enten bliver taget ud af almindelig drift eller ombygges til i højere grad at fyre med biomasse.