Succesfuld go-live for flere elbørser i day-ahead markedet i Norden

Fra og med i dag, 3. juni, kan aktører i elmarkedet vælge mellem flere elbørser, når de handler i day-ahead markedet. Det nordiske projekt for day-ahead markedskobling med flere elbørser ”Nordic Multi-NEMO Arrangement (MNA)” blev lanceret med succes.

Med dagens lancering har Energinet Elsystemansvar sammen med de øvrige nordiske TSO’er sikret, at det er muligt for flere elbørser at tilbyde deres produkter i Danmark og det øvrige Norden. Hidtil har det kun været muligt for aktører at handle i day-ahead-markedet – altså handle den strøm, der skal dække forbrugernes behov det kommende døgn – på én børs. Men de nordiske TSO’er har gennem flere år arbejdet på at skabe mere konkurrence.

Tredje børs på vej

Derfor kan danske markedsaktører nu handle hos både Nord Pool EMCO og EPEX SPOT i day-ahead markedet. Samme mulighed har markedsaktørerne allerede i intraday markedet. Elbørsen Nasdaq vil senere tilslutte sig.

Muligheden for konkurrence om produkter og service glæder Signe Horn Rosted, områdeleder for Forretning og Elmarked i Energinet Elsystemansvar:

- Lanceringen tidligere i dag var en succes og gik som den skulle. Norden har dermed i dag taget et stort skridt mod yderligere udvikling af elmarkedet ved at skabe grundlag for konkurrence mellem elbørser i Norden, siger hun.

-  Forud for den succesfulde implementering er der gennemført omfattende opdateringer af IT-systemer og processer til at understøtte den nye konkurrencesituation.  At dette vigtige skridt er lykkedes, skyldes det gode samarbejde mellem de nordiske TSO’er og Nord Pool EMCO, EPEX SPOT og Nasdaq.

Byder velkommen

Signe Horn Rosted byder EPEX SPOT velkommen i day-ahead markedet Danmark.

- Jeg ser frem til, at TSO’erne får et tilsvarende godt samarbejde med EPEX SPOT, som der hidtidig har været med Nord Pool EMCO. Et godt samarbejde mellem TSO’erne og elbørserne sikrer et velfungerende og effektivt nordisk elmarked til gavn for de nordiske markedsaktører, siger hun.

EU’s regler siger, at der mindst skal være en elbørs i hvert prisområde, men der er mulighed for at give flere elbørser adgang. Derfor har de nordiske TSO’er gennem længere tid forberedt den mulighed. Elbørser kaldes jf EU’s netregler også NEMO’er, (Nominated Electricity Market Operators).

 

 

KONTAKT

Læs også

Læs nyhed fra 12. maj om samme emne: Ordning for flere NEMO'er "go-live" 3. juni.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.