Sådan foregår ekspropriationer ved gasanlæg

Sådan opnår Energinet ret til at placere gasanlæg på privat ejendom

Energinet er en statsejet virksomhed. På samfundets vegne arbejder vi for en effektiv udvikling af fremtidens energiforsyning. Det indebærer, at vi kan have behov for at få ret til at lægge nye gasledninger og opføre gasstationer på privat ejendom.

 

Efter lovgivningen (Lov om naturgasforsyning § 55) erhverves retten til at etablere gasledninger og gasstationer på privat ejendom ved ekspropriation. Ekspropriationer gennemføres af Eks­propriationskommissionen, som er en uafhængig myndighed.

 

Før Energinet kan få tilladelse til at få gennemført en ekspropriationsproces, skal projektet være godkendt af energi-, forsynings- og klimaministeren og andre myndigheder.

 

Ekspropriationens gennemførelse

Ekspropriationskommissionen indkalder lodsejere og brugere af arealerne til en besigtigelsesforretning. Ved besigtigelsen gennemgås projektets konsekvenser for den berørte ejendom, og der er i den forbindelse mulighed for at komme med synspunkter.

 

Ekspropriationskommissionen beslutter herefter, om anlægsprojektet på den pågældende ejendom umiddelbart kan godkendes, eller om en godkendelse er betinget af, at projektet tilpasses.

 

Når Ekspropriationskommissionen har godkendt projektet, afholder kommissionen en ekspropriationsforretning. Ofte går der 3-6 måneder fra besigtigelsen til gennemførelse af ekspropriationsforretning.

 

Hvis der skal lægges en gasledning på ejendommen, bliver der eksproprieret en ret til både at etablere gasledningen og til at tinglyse en servitut til beskyttelse af ledningen – en rådighedsindskrænkning. På de arealer hvor der skal opføres en gasstation, vil ejendomsretten til arealet blive eksproprieret i sin helhed.

 

Spørgsmål om ekspropriationens lovlighed kan indbringes for domstolene. 

 

Tinglysning af servitut

Når Energinet placerer nye gasledninger på en ejendom, tinglyses en servitut, som af hensyn til person- og forsyningssikkerhed giver restriktioner på ejendommen i en afstand på op til 20 m målt fra centrum af gasledningen. Servitutten indeholder bl.a. disse bestemmelser:

 

  • I en afstand på 2 m på hver side af gasledningen må der ikke etableres beplantning af nogen art.

  • I en afstand på 5 m på hver side af gasledningen må der ikke etableres beplantning med dybdegående rødder.

  • I en afstand på 5 m på hver side af gasledningen må der ikke uden Energinets tilladelse graves eller foretages terrænregulering, anlægges veje mv. Der må heller ikke etableres andre ledninger, fx drænledninger og fjernvarmeledninger.

  • I en afstand på 20 m på hver siden af gasledningen må der ikke opføres bebyggelse.

  • En fravigelse af servitutten vil kræve en tilladelse fra Energinet. Energinet stiller krav om, at alt arbejde inden for 5 meter fra gasledningen skal godkendes. Ofte skal arbejdet overvåges.

 

Jorden må efter anlægsarbejderne fortsat anvendes til landbrugsdrift m.v. Indenfor en afstand på 5 m fra gasledningen må jorden dog ikke bearbejdes dybere end 60 cm.

 

Erstatning

For de rådighedsindskrænkninger, servitutten påfører ejendommen, og for de arealer, som skal eksproprieres i sin helhed, fastsætter Ekspropriationskommissionen en erstatning. I henhold til Grundloven skal der ydes fuld erstatning. Erstatningens størrelse kan ankes til Taksationskommissionen.

 

Når anlægsarbejderne er udført, yder Energinet desuden erstatning for afgrødetab, strukturskade, midlertidige ulemper, beplantning m.v.