Sådan lægger vi gasrør

Skal du lægge jord til et af Energinets nye gasrør, kan du her læse en kort beskrivelse af de forskellige processer selve anlægsarbejdet består af.

I videoen kan du se og høre om, hvordan Energinet lægger gasrørledninger.

Forberedelser

I god tid før anlægsarbejdet går i gang, besøger en repræsentant fra Energinet hver enkelt grundejer for at drøfte de særlige forhold, der gør sig gældende på ejendommen, så vi kan tage de nødvendige hensyn, aftale adgangsveje m.m. Herefter afmærker en landinspektør det midlertidige arbejdsbælte og gasrørets placering.

Arkæologiske undersøgelser

Inden Energinet lægger gasrør, skal de lokale museer udføre arkæologiske forundersøgelser. Undersøgelserne foregår som regel, før Energinet begynder gravearbejdet, men enkelte museer venter, til Energinet har fjernet muldlaget.

De arkæologiske forundersøgelser foregår ved, at muldlaget fjernes, der hvor gasledningen skal lægges. Herefter undersøger arkæologerne jorden.

Om det er hele strækningen eller udvalgte dele, som undersøges, afgør museerne.

Processen for anlægsarbejdet

1. Muldjorden rømmes af, og gasrørene lægges ud

Anlægsarbejdet starter med, at muldjorden i hele arbejdsbæltet graves af og lægges i et depot langs arbejdsbæltet.

Gasrørene ankommer på lastbiler. Rørene, som har en diameter på 80 -105 cm og en længde på 16 meter, lægges på strøer langs ledningsgraven.

2. Gasrørene svejses sammen

Rørene svejses sammen. Svejsningen foregår i mobile telte. 

3. Ledningsgraven graves, og rørene lægges i ledningsgraven

Ledningsgraven udgraves til en dybde på ca. 2 meter, så gasrøret er beskyttet med minimum 1 meter jord.

Renden graves med en gravemaskine på larvefødder.

Ledningsgraven vil normalt være åben i nogle uger.

Hvis grundvandet står højt, kan der være behov for at dræne ledningsgraven.

De sammensvejsede rør løftes ned i graven af en række løftekraner.

4. Genetablering af dræn

Alle dræn, som blev afbrudt eller beskadiget i forbindelse med anlægsarbejdet, bliver genetableret, inden ledningsgraven tildækkes.

5. Andre arbejdsmetoder

Ved særligt sårbar natur, store veje og jernbaner anlægges gasledningen ved enten styret underboring eller ved ramning af røret . Dermed undgår vi at grave. 

6. Arbejdet afsluttes

Jorden fyldes tilbage i ledningsgraven, og jorden i hele arbejdsbæltet planeres og harves. Umiddelbart efter, at Energinet er færdig med anlægsarbejdet, kan jorden igen dyrkes.  

Når gasledningen er lagt, sættes der orange mærkepæle. Pælene placeres i skel.

Det varer mellem 2 og 3 måneder at færdiggøre en enkelt strækning.

7. Erstatning for afgrødetab

Når arbejdet er afsluttet, kontakter Energinet den enkelte grundejer for at aftale erstatning for tab af afgrøder under anlægsarbejdet.

Besøg på byggepladsen

Når vi lægger gasrør, bruger vi store entreprenørmaskiner, som indebærer en risiko for mennesker i nærheden. Derfor er der en række sikkerhedsprocedurer, som alle skal overholde.

Hvis du gerne vil se, hvordan vi arbejder, skal du derfor ringe til Energinet, inden du nærmer dig entreprenørmaskinerne.  

 

 

Oplever du problemer med anlægsarbejdet?

Energinet laver en aftale med en entreprenør, som udfører arbejdet med at anlægge gasled-ningen. Energinet fører tilsyn med arbejdets udførelse.

Hvis du oplever, at entreprenøren ikke lever op til de aftaler, du har indgået med Energinet, eller du på andre måder har bemærkninger til arbejdet på din ejendom, beder vi dig kontakte Energinet på tlf. 70 10 22 44. Så vil vi straks tage hånd om sagen.