Sådan lægger vi højspændingskabler

Nedenfor finder du en video samt beskrivelse af, hvordan vi lægger højspændingskabler.

Se video om, hvordan Energinet lægger kabler. Filmen er baseret på et 150 kV kabel. Når vi lægger 400 kV-kabler, er arbejdsgangene de samme, men arbejdsbæltet er bredere, end det er i filmen

Forberedelse af anlægsarbejdet

I god tid før anlægsarbejdet går i gang, besøger en repræsentant fra Energinet hver enkelt grundejer for at drøfte de særlige forhold, der gør sig gældende på ejendommen, så vi kan tage de  nødvendige hensyn, aftale adgangsveje m.m. Herefter afmærker en landinspektør kabelruten og det midlertidige arbejdsbælte.

Arbejdet begynder med, at vi rydder vegetationen inden for arbejdsbæltet. Dog skåner vi i videst muligt omfang bevaringsværdige træer, mv. Hvor det er nødvendigt, lægger vi køreplader for at beskytte jorden mod strukturskader.

Til kabelarbejdet er der brug for et antal anlægsmaskiner. Bl.a. til udgravning af kabelgrav, et spil til udtrækning af kabler, vogne med sand og rendegravere til tildækning af kabler og lukning af kabelgraven. Hertil kommer et antal traktorer og lastbiler. En række steder på kabelstrækningen vil der være behov for at etablere oplagspladser til opbevaring af sand, materiel, maskiner mv.

 

Arkæologiske forundersøgelser

Inden Energinet lægger kabler, skal der udføres arkæologiske forundersøgelser. Det er de lokale museer, som udfører undersøgelserne.

Undersøgelserne foregår som hovedregel før Energinet begynder på kabelarbejdet, men enkelte museer venter, til Energinet har fjernet muldlaget. De arkæologiske forundersøgelser foregår ved, at muldlaget fjernes, der hvor kablet skal lægge. Herefter undersøger arkæologerne jorden. Om det er hele kabelstrækningen eller udvalgte dele, som undersøges, afgør museerne.

Arbejdsbælter

Nedenfor ses et eksempel på et arbejdsbælte for et enkelt kabelsystem. Inden anlægsarbejdet går i gang afrømmes mulden og lægges i depot langs med tracéet. Der udlægges køreplader og råjorden lægges i depot. Der kan enkelte steder være behov for at udvide kørevejen, for eksempel til kørevej, så maskinerne kan passere hinanden. Arbejdsbæltet for et enkelt kabelsystem er normalt mellem 18,5 m og 21 m bredt.

Arbejdsbælte ved etablering af et kabelsystem

Nedenfor ses et arbejdsbælte hvor vi skal installere to kabelsystemer. Kabelsystemerne installeres parallelt med 10 m bredde i mellem. Her lægges muld og råjord i depot på begge sider af arbejdsbæltet. Der anlægges et arbejdsområde med køreplader i mellem de to kabelgrave. 

Arbejdsbælte ved etablering af to kabelsystemer

Gravning af kabelrende

Vi begynder gravearbejdet med at fjerne muldlaget over kabelrenden. Dernæst graves råjorden op i en dybde på ca. 1,5 meter. Muldjord og råjord opbevares adskilt fra hinanden. Til sidst lægges et lag sand i bunden af kabelrenden. 

Kabellægning med gravekasse

Som alternativ til den traditionelle nedgravning af kabler, bruger vi en gravekasse på strækninger, hvor grundvandet står højt. Nedgravning med gravekassen foregår ved, at vi først trækker kablerne ud på jorden. Dernæst graver vi en ca. 1,5 meter dyb rende på 10-15 meter i længden, som den ca. 8 meter lange gravekasse sænkes ned i. Kablerne lægges ned i gravekassen, som trækkes frem med gravemaskinen. Der graves igen en rende på 10-15 m, som gravekassen med kabler trækkes frem i.

Installation af kabler

Kablerne ankommer på tromler, som hver indeholder op til 1.500 meter kabel. Kablerne trækkes ved hjælp af særlige spil ned i kabelrenden – ét kabel ad gangen. Desuden lægges
som oftest et lyslederkabel.

 

Genetablering af dræn

Alle dræn, som beskadiges i forbindelse med anlægsarbejdet, vil blive reetableret inden kabelrenden tildækkes.

Jorden lægges tilbage

Råjorden fyldes tilbage og komprimeres. Undervejs lægges et rødt advarselsnet på ca. 70 cm under jordoverfladen. Til slut lægges muldjorden tilbage på arbejdsområdet.

Styret underboring

Ved sårbar natur, veje, jernbaner og beskyttede diger etableres kablet ved en styret underboring. Dermed undgår vi at grave.

Arbejdet udføres med et særligt boreudstyr. Det kræver en arbejdsplads omkring udstyret i den ene ende og plads til at samle rør i den anden ende af underboringen. På arbejdspladserne lægges køreplader.

Kabelsystem

Hovedparten af Energinets højspændingskabler er baseret på vekselstrøm. Et kabelsystem på vekselstrøm består af tre ledere, som lægges ved siden af hinanden.

Tværsnit af kabelgrav

Tværsnit gennem kabelrende med vekselstrømskabel.

Kablerne samles

Kabellængderne samles i muffer. Arbejdet foregår i en container og varer op til 10 arbejdsdage pr. muffe.

Mufferne giver ikke anledning til installationer over jorden. Enkelte steder vil der dog være behov for at etablere såkaldte linkbokse, som placeres i nedgravede brøndringe, der vil blive lukkede med dæksler.

Mærkepæle

Når kablet er lagt, sættes der røde mærkepæle. Pælene placeres i skel.

Erstatning for tab af afgrøder

Når kablet er lagt og arbejdet afsluttet, kontakter Energinet igen den enkelte grundejer for at opgøre og aftale erstatning for tab af afgrøder under anlægsarbejdet.

Hvem udfører arbejdet?

Det er ikke medarbejdere fra Energinet, som udfører arbejdet. Men derimod et entreprenørfirma, som Energinet har valgt på baggrund af et udbud af opgaven.

Oplever du problemer med anlægsarbejdet?

Hvis du oplever, at entreprenøren ikke lever op til de aftaler, du har indgået med Energinet eller du på andre måder har bemærkninger til arbejdet på din ejendom, beder vi dig kontakte 

Energinet på tlf. 70 10 22 44.

Vi vil herefter kontakte entreprenøren og få belyst og opklaret sagen.