Mennesker, natur, diger, fortidsminder, jordbund, landskab – mange hensyn at tage, når store landanlæg skal placeres

Energinet peger på specifikke områder på Bornholm, i Jylland og på Sjælland til energiøernes landanlæg. Det er velovervejede beslutninger, som er taget på basis af grundige analyser

Grøn omstilling har en pris. For at udnytte strømmen fra de store havvindmølleparker er der brug for højspændingsstationer, som modtager strømmen fra vindmøllerne og laver den om fra vekselstrøm til jævnstrøm.

Sådan en højspændingsstation fylder godt i landskabet, og ud over det visuelle er der mange hensyn at tage, når Energinet skal finde det bedst egnede sted til en ny station. Det fortæller Bent Sømod, seniorprojektleder i Energinets afdeling Miljø og Geoscience. Energistyrelsen og staten har udpeget de steder, hvor der skal etableres store havvindmølleparker. Ét af stederne er på havet ved Rønne Banke syd for Bornholm. Bent Sømod har været med i arbejdet, der resulterede i, at Energinet peger på et område sydvest for Aakirkeby til stationen på Bornholm og på et område ved Solhøj vest for Ishøj til stationen på Sjælland. Stationerne er helt afgørende for, at strømmen fra havvindmølleparkerne kan komme ud til forbrugerne.

”Vi skal placere anlæggene, så de ikke udgør væsentlige påvirkninger på miljøet, herunder også menneskers sundhed, rekreative muligheder m.v. Det er en overordnet, vigtig ramme, som vi hele tiden har med i baghovedet,” siger han.

”Vores opgave er så at lave teknisk gode løsninger, som ikke koster uforholdsmæssigt mange af forbrugernes penge. Det betyder blandt andet, at det vil være bedst at placere anlægget på Bornholm tæt på havmøllerne, for derved sparer vi penge til kabler – jo længere kabler, jo dyrere er de, ligesom der er flere lodsejere, der vil blive generet af anlægget, og som derfor også skal have kompensation for den gene. Da havvindmøllerne skal være i havet syd for Bornholm, ligger stationsanlægget derfor klart bedst på den sydlige del af øen.”

Gode forhold til en station
Bent Sømod tilføjer, at der netop her er store, egnede arealer og gode terrænforhold til at etablere en station. Et område på 264 hektar er udpeget, og inden for dette område skal Energinet finde et egnet areal på 70-90 hektar, blandt andet på baggrund af høringssvar fra lodsejere og andre.

”Vi skulle finde et område, der generer så få lodsejere som muligt og med så lidt sårbart miljø som muligt – det kan være beskyttede naturområder, diger, skove og fortidsminder. Herudover skal der helst være så lidt beboelse og infrastruktur som muligt – veje, kabler, kloakrør, fjernvarme og så videre. Jordbundsforholdene og terræn skal også være egnede,” siger Bent Sømod og tilføjer: ”Det område, vi har fundet, er det bedste sted at finde en placering af stationen.”

Hensyn til kystlandskabet
Energinet har fået mange spørgsmål – for eksempel hvorfor man ikke placerer stationen tættere på kysten?

”Vi har valgt at lægge stationen lidt længere inde i landet for ikke at ødelægge kystlandskabet. I princippet kunne vi godt have placeret den lidt sydligere, det vil sige syd for Søndre Landevej for de lokalkendte, men det ville ødelægge kigget fra landevejen ud over havet. Vi er også blevet spurgt, hvorfor vi ikke graver anlægget ned, men det er teknisk meget dyrt og kompliceret, blandt andet fordi vi skal pumpe grundvand væk.”

Lignende overvejelser på Sjælland
På Sjælland har mange, lignende overvejelser været inde i billedet, inden der blev peget på Solhøj vest for Ishøj. Ligesom på Bornholm er der tale om et helt nyt anlæg, og så er der den ekstra dimension, at Energinet på Sjælland skal tilslutte anlægget til det eksisterende 400 kilovolt transmissionsnet.

”På Sjælland er vi i udkanten af Storkøbenhavn, tæt på bebyggelse, og det betyder, at der er mange flere afvejninger og interesser med hensyn til anvendelsen af arealerne. Naturinteresserne er også store på Bornholm, som er en ø med rekreative muligheder og megen natur. Men fordi sjællænderne her i området har mindre natur, er den naturligvis ekstra sårbar. Vi mener også, vi har fundet den bedste placering på Sjælland. Det er en teknisk god løsning, og vi forsøger også at finde en løsning, så stationen falder godt ind i landskabet med god afskærmning, fylder så lidt som muligt og generer så få som muligt,” siger Bent Sømod.

Ny højspændingsstation i Jylland
Henrik Thomsen er energianalytiker i Energinet, og han har været projektleder på arbejdet med at udvælge områder til de store anlæg på land. Foruden Bornholm og Sjælland skal der placeres en højspændingsstation i Jylland, hvor strømmen skal komme i land fra Energiø Nordsøen.

I Jylland peger Energinet på en placering ved Revsing lige nord for Vejen. Her er Energinet i forvejen ved at opføre en højspændingsstation til el-forbindelsen Viking Link. Mange hundrede timer er lagt i arbejdet med at udpege områderne. I Jylland har Energinets medarbejdere således kigget på seks forskellige placeringer.


Energinet anbefaler, at den nye højspændingsstation i forbindelse med Energiø Nordsøen kommer til at ligge her ved Revsing i Vejen. Bygningerne til omformerstationen for den nye elforbindelse Viking Link er er netop blevet færdige.

”Vi har analyseret dem ud fra forskellige kriterier – for eksempel miljø, tekniske løsninger, konsekvenser for elnettet og de langsigtede energisystemperspektiver. Så satte vi os sammen i et rum og låste døren, indtil der kom hvid røg ud. Helt lavpraktisk giver vi placeringerne point ud fra de forskellige kriterier, og her fandt vi frem til, at Revsing er det mest fordelagtige sted,” fortæller Henrik Thomsen.

”Det ligger godt placeret i forhold til el-forbindelserne mod nord og syd. Placeringen giver ikke behov for forstærkninger af elnettet, og samtidig er det tæt på den jyske østkyst, hvor vi forventer, at elforbruget stiger i fremtiden og tæt på områder, hvor vi forventer, at der kan blive Power-to-X produktion. På Sjælland har vi gjort os lignende overvejelser – det vil komme til at koste nye luftledninger, hvis vi vælger et andet punkt end Solhøj, og generelt forsøger vi at minimere påvirkningen med luftledninger.”

”Placeringerne er velovervejede, og vi lægger stationerne, hvor de belaster naturen mindst muligt og færrest mulige mennesker. Det er robuste valg. Selv om verden ser ud til at forandre sig markant hurtigere, end vi havde regnet med, vil anbefalingerne ikke være anderledes,” siger Henrik Thomsen.

Dialog i gang
Energinet er allerede i dialog med de berørte kommuner om placering af anlæggene. I efteråret begynder 1. offentlighedsfase, hvor borgerne blandt andet har mulighed for at komme med ideer og forslag til anlæggenes placering, arkitektoniske udformning og indpasning i landskabet.

Følg processen her