Baltic Pipe Fyn | Energinet
Her på siden kan du følge med i den del af Baltic Pipe, der strækker sig hen over Fyn

Status Lige nu

Baltic Pipe modtog den 12. juli  2019 tilladelse fra Miljøstyrelsen til at udføre projektet, en VVM-tilladelse. Samtidig har Erhvervsstyrelsen reserveret arealerne, hvor rørledningen skal ligge, i et landsplansdirektiv.

Den 25. oktober underskrev klima-, energi- og forsyningsministeren etableringstilladelsen, der giver Baltic Pipe lov til at bygge den del af rørledningen, der skal ligge på havbunden i Nordsøen, Lillebælt og Østersøen. Dermed er de store tilladelser til Baltic Pipe på plads, og projektet kan fortsætte. Energinet er i gang med at indhente tilladelser og dispensationer hos de 13 kommuner, som projekter går igennem. 

Vigtige milepæle i projektet

Her kan du få overblik over de forskellige faser i opførelsen af Baltic Pipe på Fyn. Du kan læse mere om de enkelte faser og se, hvornår vi forventer at udføre arbejdet.

Geotekniske forundersøgelser

Forud for anlægsarbejdet gennemføres der en række geotekniske forundersøgelser for at kortlægge jordbundsforhold og pejle grundvandsniveau langs den planlagte rute.

De geotekniske forundersøgelser på Fyn er afsluttet, og pejlingerne fortsætter indtil marts 2020.

Arkæologiske undersøgelser

Inden vi kan gå i gang med anlægsarbejdet, laver vi arkæologiske undersøgelser langs hele den planlagte rute for at sikre eventuelle fortidsminder. Der er behov for, at nogle af forundersøgelserne laves, inden der er gennemført ekspropriation på den enkelte ejendom. Det er de lokale museer, der laver de arkæologiske undersøgelser. De fjerner mulden med gravemaskine og undersøger, om der er tegn på væsentlige fortidsminder. Hvis de finder noget, bliver det markeret, og museet vil vurdere, om der er behov for større arkæologiske undersøgelser, som de så laver på et senere tidspunkt. Når de arkæologiske forundersøgelser er færdige, lægges mulden på plads, så arealerne igen kan benyttes. Er du direkte berørt lodsejer, får du direkte besked, inden de arkæologiske forundersøgelser går i gang.

Vi forventer, at de arkæologiske undersøgelser på Fyn går i gang i maj 2020.

Besigtigelse og ekspropriation

Energinet kan på samfundets vegne få ret til at lægge nye gasledninger og opføre gasstationer. Rettighederne til det får vi ved at foretage en ekspropriation. De berørte får direkte indkaldelser til besigtigelses- og ekspropriationsforretninger fra Kommissarius ved Statens Ekspropriationer. Indkaldelserne beskriver nærmere, hvordan ekspropriationsprocessen foregår.

På Fyn gennemføres de første besigtigelser i maj 2020.


Anlægsarbejde

Når ekspropriationen er gennemført, kan anlægsarbejdet begynde. Direkte berørte lodsejere vil få tilknyttet en kontaktperson fra Energinet, inden anlægsarbejdet begynder. Vi vil sammen med vores entreprenør gennemgå planerne for anlægsarbejdet med lodsejer. Når arbejdet går i gang, fjernes træer og planter i et arbejdsbælte, som er omkring 30 meter bredt. Mulden bliver taget af og lagt til side langs arbejdsbæltet. Rørene bliver svejset sammen, og før de løftes ned i renden, tester vi alle svejsningerne. Rørsektionen testes endnu engang efter, at røret er lagt ned, og jorden er fyldt tilbage. Når vi skal krydse store vandløb, veje og jernbaner, bliver rørledningen presset eller boret under. Du kan se en video om, hvordan vi anlægger gasrørledninger her. Lodsejere og naboer kan forvente, at der vil være en del trafik til og fra arbejdsområderne i anlægsperioden.

Vi forventer at begynde anlægsarbejdet på Fyn i marts 2021.

Vær opmærksom på, at anlægsarbejdet ved krydsningen af Lillebælt allerede begynder i foråret 2020. 

Afslutning af anlægsarbejde

Arbejdet på gasrørledningen udføres i etaper og bliver afsluttet løbende. Når arbejdet er færdigt, retablerer vi området og tilbageleverer det til lodsejerne. Entreprenøren sikrer, sammen med lodsejerne, at alle aftaler er overholdt, og at arealet er retableret tilfredsstillende. Samtidig foretager Energinet en forhandling om erstatningen og udbetaler erstatning til lodsejere og eventuelle brugere

Vi forventer at have afsluttet anlægsarbejdet på Fyn i december 2021.

Seneste nyt fra Baltic Pipe - Fyn

Her kan du se de seneste nyheder fra Baltic Pipe på Fyn og abonnere på nyhederne.

Nyheder om Baltic Pipe - Fyn
Vi har samlet svar på de oftest stillede spørgsmål om strækningen over Fyn