Anlægsarbejdet på Baltic Pipe er godt i gang flere steder i landet | Energinet

Anlægsarbejdet på Baltic Pipe er godt i gang flere steder i landet

Publiceret d. 7.5.2020 13.00
Arbejdet med gasrørledningen er i gang i Nordsøen, Vestjylland, ved Lillebælt og på Sjælland

Energinet er nu så langt med arbejdet på gasrørledningen Baltic Pipe, at det egentlige anlægsarbejde er i gang flere steder i landet.

Anlægsstarten er kulminationen på flere års forberedelser med blandt andet design af projektet, dialog med lodsejere, indhentning af tilladelser og meget andet.

Sjælland
Sjælland er det første sted, hvor gasrøret bliver gravet ned. I slutningen af april begyndte anlægsarbejdet ved Gimlinge tæt ved Slagelse, og gravemaskinerne arbejder sig i første omgang støt videre mod sydøst – nord om Næstved og videre mod den nye kompressorstation, der skal bygges ved Everdrup.

Gravearbejdet og andre forberedelser tager dog sin tid, så der kommer formentlig til at gå et par måneder, inden de første rør kommer i jorden.

Efter planen skal strækningen fra Kongsmark ved Slagelse til Faxe ved Østersøen være færdig i 2020.

Everdrup
Ved Everdrup på Sydsjælland skal der opføres en kompressorstation. Etablering af adgangsvej og byggemodning af grunden er nu ved at være overstået, og byggeriet af selve kompressorstationen, administrationsbygning m.m. kan gå i gang til sommer.


Everdrup CS
Byggepladsen ved Everdrup er ved at være klar til kompressorstationen.

Lillebælt
Arbejdet med den fire kilometer lange del af Baltic Pipe, der skal krydse Lillebælt, er også begyndt. Første skridt er etablering af en byggeplads sydøst for Kolding. Gasrørene svejses sammen i cirka 700 meter lange stykker på denne byggeplads og trækkes på tværs af Lillebælt til Fynssiden.

I maj bliver der etableret en byggeplads ved Skrillinge Strand ved Middelfart. Det store trækspil, der skal trække røret over Lillebælt, skal stå her. Arbejdet i Lillebælt finder sted hen over sommeren og forventes afsluttet sidst på efteråret.

ortofoto
Strækningen gennem Lillebælt.

Vestjylland
I Vestjylland skal den eksisterende gasterminal i Nybro ved Varde udvides, og forberedelserne til dette byggeri er ligeledes godt i gang.

På Houstrup Strand ved Vesterhavet, nord for Henne, vil det inden for en måneds tid blive synligt, at det er her, gasledningen skal komme i land fra Nordsøen. Af hensyn til den unikke natur ved vestkysten bliver der foretaget en underboring af klitterne. Det er en cirka 750 meter lang strækning, og arbejdet udføres i løbet af 2020.

Nordsøen
Fra Vestkysten og 105 km ud i Nordsøen skal vi anlægge en ny offshore rørledning – dette anlægsarbejde er også godt i gang med de forberedende aktiviteter. 105 km ude i Nordsøen skal vi på 40 meters dybde tilslutte os Europipe II rørledningen, som går fra Norge til Tyskland. Arbejdet med at bygge denne tilslutning kaldet PLEM (Pipeline End Manifold) er ligeledes godt i gang.




PLEM er ikke bare en ventilstation, der stilles på havbunden, og hvortil EPII pipelinen og Baltic Pipe forbindes. PLEM er en stor tung konstruktion - til sammenligning er dykkerne på tegningen cirka 180 cm høje.

Vigtig opgave for Polen og Danmark
Arbejdet med Baltic Pipe har været udfordrende, blandt andet på grund af de ekstreme mængder regn, der faldt i løbet af vinteren. Regnen var med til at forsinke anlægsstarten på Sjælland og besværliggjorde også byggemodningen i Everdrup, fordi jorden var så våd.

Corona-virus har naturligvis også påvirket Baltic Pipe, fordi Energinet og entreprenørerne har indført en lang række tiltag for at mindske smitterisikoen.

”Sundhed og sikkerhed har førsteprioritet i Energinet, både for vores omgivelser og for vores medarbejdere. Vi følger regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger og tilpasser løbende retningslinjerne for anlægsarbejdet efter dem. Det giver helt sikkert nogle udfordringer, fordi vi skal undgå fysisk kontakt og forsøge at holde udendørs møder med god afstand og så videre. Men vi fortsætter ufortrødent med at løse den meget vigtige opgave for vores naboer i Polen og Norge og for Danmark,” siger chefprojektleder Søren Juul Larsen og tilføjer:’’

”Jeg er imponeret over, hvordan der i denne vanskelige corona-tid bliver kæmpet hele vejen rundt i vores 150 mand store projektorganisation.”

De tidsplaner, der tidligere har været meldt ud, kan være påvirket af omstændighederne vedrørende Covid-19, men Energinet holder fortsat fast i målsætningen om at sørge for gas til Polen i oktober 2022.

Følg med på vores hjemmeside, hvor eventuelle ændringer vil blive meddelt – se faktaboksen til højre.

Følg med i anlægsarbejdet lokalt

På disse hjemmesider kan du læse mere om de enkelte dele af det store projekt. Du kan på hver af siderne abonnere på nyheder, så du får besked direkte i din indbakke, når der er nyt fra lokalområdet.

Houstrup-Nybro

Egtved-Stenderup

Lillebælt

Fyn

Sjælland

Everdrup