Energinet laver tekniske forundersøgelser i Næstved | Energinet

Energinet laver tekniske forundersøgelser i Næstved

Publiceret d. 18.5.2018 09.30

Energinet går i pinsen i gang med at udføre opmålinger i det område ved Everdrup i Næstved, hvor kompressorstationen foreslås placeres. Opmålingerne skal fastlægge topografi og terrænforhold, og de foretages ved hjælp af en drone.

I ugen efter pinse begynder Energinet også at udføre geotekniske undersøgelser, som skal give overblik over jordlagene og grundvandsforholdene i området. Undersøgelserne laves med en borerig. De geotekniske boringer forventes at strække sig over fem-seks dage.

Begge typer undersøgelser skal bidrage til at afklare, hvordan kompressorstationens tekniske anlæg kan etableres, hvis det senere besluttes, at stationen skal bygges ved Everdrup. Det er nemlig endnu ikke endeligt besluttet, om Energinets forslåede placering af kompressorstationen ved Everdrup fastholdes, men på grund af en stram tidsplan er Energinet nødt til at udføre de tekniske undersøgelser nu.

De tekniske undersøgelser udføres af COWI.