Baltic Pipe får tilladelse til at bygge gasrørledning på havet | Energinet

Baltic Pipe får tilladelse til at bygge gasrørledning på havet

Publiceret d. 25.10.2019 11.15

 

Klima-, Energi- og Forsyningsministeren har givet etableringstilladelse til den del af Baltic Pipe, der ligger på havet i Nordsøen, Lillebælt og Østersøen. Dermed er den sidste store tilladelse til den danske del af projektet på plads.

 

Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen har i dag underskrevet etableringstilladelsen, der giver Baltic Pipe lov til at bygge den del af rørledningen, der skal ligge på havbunden i Nordsøen, Lillebælt og Østersøen. Baltic Pipe er en gasrørledning, som skal forbinde gassystemerne i Norge, Danmark og Polen. Projektet udføres i samarbejde mellem Energinet og polske GAZ-SYSTEM, der bygger rørledningen over Østersøen fra Danmark til Polen.

 

Den 12. juli fik Baltic Pipe VVM-tilladelse for den del af projektet, der ligger på land, samtidig med at landsplandirektivet, der reserverer arealerne, blev bekendtgjort. Dermed er de store tilladelser til Baltic Pipe på plads og projektet kan fortsætte. Energinet er i gang med at indhente tilladelser og dispensationer hos de 13 kommuner, som projekter går igennem.

 

Se tilladelsen på Energistyrelsens hjemmeside

 

Om Baltic Pipe

I Danmark skal gasledningen anlægges fra Houstrup strand på Jyllands vestkyst, hen over dele af Jylland, Fyn og Sjælland til Faxe Bugt på Sydsjælland. Projektet omfatter desuden en udvidelse af Nybro Gasbehandlingsanlæg i Varde Kommune og en ny kompressorstation ved Everdrup i Næstved Kommune. De første anlægsarbejder forventes at starte til december på kompressorstationen, og hele Baltic Pipe forventes klar til drift i 2022.

Læs mere om projektet på Energinets hjemmeside