Tak for input til linjeføring | Energinet

Tak for input til linjeføring

Publiceret d. 23.10.2019 02.00

Flere hundrede borgere har sendt bemærkninger til Energinets forslag til linjeføringen af den nye højspændingsledning mellem Idomlund ved Holstebro og den dansk-tyske grænse. Der var deadline for bemærkninger den 21. oktober.

 

- Jeg vil gerne sige tak til alle de borgere, som har sendt bemærkninger, ringet til os med deres forslag eller afleveret dem i forbindelse med de dialogmøder, vi holdt i september. Vi har ikke overblik over alle bemærkninger endnu, men ved første øjekast ser der ud til at være flere konstruktive forslag til justering af linjeføringen, siger Christian Jensen, projektleder i Energinet.

 

Energinet er nu i gang med at kigge på alle forslag for at se, hvor linjeføringen kan justeres, så den samlet set tager bedst muligt hensyn til borgerne, samtidig med at der tages hensyn til fortidsminder, beskyttede naturområder, fredede områder mm. Også bemærkninger til, hvor der skal lægges kabler, kigger vi på.

 

Når vi er færdige med at justere forslaget til linjeføring, offentliggør vi det nye forslag på vores hjemmeside. Det justerede forslag kommer til at indgå i miljøkonsekvensrapporten. Rapporten er grundlaget for, at Miljøstyrelsen kan miljøbehandle projektet og udstede en VVM-tilladelse.

 

Da der er mange input, som skal bearbejdes, har vi valgt at koncentrere os om justering af linjeføringen mellem Idomlund og Endrup først og dernæst linjeføringen mellem Endrup og grænsen.

 

I begyndelsen af december lægger vi igen en statusopdatering på projektets hjemmeside. 

 

Ønsker du at få en mail, når der er nyt om projektet, herunder når vi offentliggør det nye forslag til linjeføring, opfordrer vi dig til at tilmelde dig vores mailservice til højre her på siden.