Søkabler trukket op på Kriegers Flak og Baltic 2 platformene

Publiceret d. 6.7.2018 12.44
Ny elforbindelse mellem Tyskland og Danmark er kommet et stort skridt nærmere

De to søkabler, der skal forbinde det danske og tyske elnet via platformene til danske Kriegers Flak og tyske Baltic havmølleparker, er nu blevet lagt ud og trukket op på platformene. Det er en stor milepæl i Kriegers Flak Combined Grid Solution projektet.

”Alle i branchen ved, at det er en kompleks øvelse at lave offshore-kabeloptræk. På Baltic 2 var operationen yderligere vanskeliggjort af, at platformen samtidig var i drift og opsamlede strøm fra den tyske Baltic 2 havmøllepark”, fortæller projektleder fra Energinet, Per Obbekær.

Operationen har krævet minutiøs planlægning og et kæmpe koordineringsarbejde mellem skib, platforme og mandskab på land, men det store forarbejde gav pote. Fra 23. juni – 5. juli 2018 blev alle fire kabeloptræk udført, to på. Baltic 2 og to på Kriegers Flak. Over 50 mand var involveret i døgndrift.

”Det er gået over al forventning og hurtigere, end vi havde planlagt på grund af de gode vejrforhold. Samtidig har der været et godt samarbejde mellem de mange for-skellige parter”, fortæller Per Obbekær.

Kabeloptræk

Det var NKT Cables, der var hyret ind til opgaven, som blev udført fra kabeludlægningsskibet Stemat Spirit.

 

De to søkabler er hver 25 km lange, har en diameter på 21 cm og vejer 78 kg/m. De er lagt ud på havbunden i en forberedt rende, og i næste uge bliver de spulet ned og dækket til for beskyttelse mod ankre og lignende.

 

På platformene venter nu et arbejde med at installere kablerne og slutte dem til koblingsanlæggene. Ved Kriegers Flak platformen ligger en hotelplatform til mandskabet, som arbejder med at færdiggøre platformen – både til at kunne håndtere forbindelsen til Tyskland, men også til at kunne opsamle strømmen fra den kommende havmøllepark på 600 MW, som bliver Danmarks hidtil største. Hotelplatformen optimerer arbejdet, så mandskab ikke skal sejles frem og tilbage og være afhængige af vejret.

 

”Vi forventer at kunne spændingssætte kablerne mellem Kriegers Flak og Baltic 2 i efteråret og dermed begynde at lave test på den nye forbindelse til Tyskland. Hele forbindelsen, som blandt andet også indebærer færdiggørelsen af en dobbelt omformerstation på tysk side, forventes i drift i første kvartal 2019”, lyder det fra Per Obbekær.

 

Se video fra kabeloptrækket på Kriegers Flak:


 
Udlandsforbindelsen støttes af EU
EU støtter Kriegers Flak CGS projektet med op til 150 millioner euro fra Det europæiske genopretningsprogram for energiområdet.