Gå til hovedindhold
Foringsrør til styret underboring

Første skridt i kabellægning på dansk side

Publiceret d. 9.9.2020 13.39

I disse dage går entreprenøren Munck Forsyningsledninger i gang med styrede underboringer på den strækning, som landkablet i Viking Link-forbindelsen skal følge fra Houstrup Strand til den kommende omformerstation i Revsing ved Vejen.

Underboringer laves alle de steder, hvor man gerne vil undgå at grave – for eksempel, når man skal krydse veje, jernbaner og vandløb m.m.  Ved hjælp af en særlig teknik borer man i stedet under disse steder for at lave mindst mulig skade i landskabet eller reducere forstyrrelserne fra anlægsarbejderne mest muligt.

I slutningen af 2019 lavede vi de første underboringer under klitterne ved Houstrup Strand, som dermed er veloverståede. De resterende underboringer er primært ved krydsning af veje og jernbanespor. Ruten for landkablet går gennem Varde og Vejen Kommune. I alt er der planlagt 92 underboringer på ruten, hvoraf vi forventer at være færdig med ca. 40 inden årets udgang. Herefter vil der være en vinterpause, inden vi igen optager arbejdet i løbet af foråret.

Sådan foregår det

Ved styrede underboringer borer man et bor gennem jorden for så at installere et foringsrør i hård PE-plast. Senere – i løbet af 2021 og 2022 - trækkes kablerne igennem disse rør. Rørene leveres på forskellige punkter på ruten, hvor de svejses sammen på stedet, inden de bores i jorden. Der leveres typisk rør til 4-5 underboringer ad gangen.

Se optagelser af underboringen ved Houstrup Strand i videoen herunder: