Internationalt samarbejde

Udviklingen på brintområdet ses i hele Europa, og Energinet samarbejder aktivt med vores nabolande om at sikre at de bedste vilkår for den fremtidige brintsektor. På denne side kan der læses mere om vores konkrete samarbejder.

Brint til tyske markeder 

Den danske og tyske regering underskrev den 24. marts 2023 en erklæring med ambition om at realisere en grænseoverskridende brintinfrastruktur i 2028. Energinet har en meget tæt koordinering med Gasunie Deutschlands projekt, og der er derfor etableret en fælles koordinering med fokus på at realisere en grænseoverskridende brintinfrastruktur.  

Brint i Nord- og Østersøområderne 

Danmark har en central placering i forhold til at realisere potentialet for VE-udbygning og brintinfrastrukturetablering i både Nordsøen og Østersøen.  

Gas-TSO'erne i Nordsølandene har udarbejdet en erklæring for en udvikling af brintinfrastruktur. Flere af projekterne er godt på vej. Samarbejdet er etableret som en følge af Stats- og Energiministrenes deklarationer fra Esbjerg og Oostende topmøder i 2022 og 2023 om at udnytte de gode og store VE-potentialer i Nordsøen. Energinet har som integreret el, gas og brint TSO stort fokus på de synergier, der vil være mellem en balanceret el- og brintudbygning. 

I Østersøen foregår en tilsvarende dialog mellem Gas-TSO'erne om et fælles samarbejde for at realisere de store VE-potentialer i dette område. Dialogen er forankret gennem Marienborg-erklæringen og de projekter, der er indmeldt til PCI-status (Projects of Common Interest) i december 2022. Som en konsekvens af de lukkede Åben dør projekter ved Bornholm har Energinet valgt at følge og deltage i samarbejdet, men ikke være drivende. 

European Hydrogen Backbone 

European Hydrogen Backbone (EHB) er et initiativ drevet af en række europæiske gas TSO’er, som har til formål at fremskynde Europas grønne omstilling ved at definere den rolle, som brintinfrastruktur spiller med hensyn til at muliggøre udviklingen af et konkurrencedygtigt, flydende, paneuropæisk marked for brint bl.a. ved at fremme samarbejdet mellem europæiske lande. 

Energinet har været en del af EHB-initiativet siden den første rapport udkom i begyndelses af 2020 og har siden aktivt bidraget til udviklingen af en tværeuropæisk vision for brintinfrastruktur. Fra begyndelsen bestod gruppen af 11 europæiske Gas-TSO’er, som udarbejdede en vision for en bredt forgrenet europæisk brintinfrastruktur, som i udstrakt grad byggede på genanvendelse af dele af den eksisterende naturgasinfrastruktur og som derfor kunne realiseres mere omkostningseffektivt. Samarbejdet er siden udvidet og består i dag af 33 europæiske Gas-TSO’er. Den oprindelige vision er videreudviklet, og i dag er flere af elementerne i visionen blevet til egentlige projekter, bl.a. den dansk/tyske forbindelse. 

Læs mere om initiativet her, hvor der også findes kort-illustrationer af EHB-visionerne samt en række rapporter udgivet af deltagerne. 

ENTSOG 

ENTSOG og ENTSO-E er centrale for europæiske TSO-samarbejde om udviklingen af de paneuropæiske gas- og elsystemer. De udvikler i fællesskab 10-årige netudviklingsplaner (TYNDP'er) og fælles scenarier, som er nøgleværktøjer i Europas planlægning af energiinfrastruktur. TYNDP omfatter fra 2023 også de paneuropæiske brintnetværk, hvorfor Energinets engagement i særligt ENTSOG er vigtigt i forberedelsen af brintinfrastrukturen i Europa. Læs mere på ENTSOG’s hjemmeside her.