Gå til hovedindhold

Indførelse af étprisafregning af alle ubalancer samt én samlet ubalance position

Publiceret d. 27.10.2021 10.21
Energinet vil d. 1. november 2021, sammen med de øvrige tre nordiske lande; Norge, Sverige og Finland, indføre étprisafregning af alle ubalancer samt én samlet ubalance position for forbrugs-, produktions- og handelsubalancer

Overordnet set bliver følgende implementeret og/eller ændret d. 1. november 2021:

  • Étprisafregning af alle ubalancer indføres
  • Én samlet ubalance position per balanceansvarlig, per budzone, per ubalanceafregningsperiode indføres
  • Ændret gebyr struktur for det nuværende ubalancegebyr som gælder for balanceansvarlige aktører. Ubalancegebyret vil nu gælde for den nye samlede ubalanceposition, som både kan omfatte forbrugs-, produktions- og handelsubalancer. Det nuværende niveau for ubalancegebyret ændres ikke i Danmark per 1. november 2021.
  • Introduktion af værdierne Value of Avioded Activation (VoAA) og Incentivising Component (IC). Disse to værdier vil tilsammen være lig med day-ahead prisen og de vil benyttes til at sætte ubalanceprisen i tilfælde af perioder uden nogen reguleringsretning (hverken op- eller nedregulering). Værdierne samt ubalanceprisen vil blive publiceret på eSetts hjemmeside.

For mere detaljeret information omkring ændringerne til balanceafregningen som påvirker balanceansvarlige aktører, se eSetts hjemmeside.

Med indførelsen af overstående ændringer vil time produktionsplaner (også omtalt som time energiplaner) ikke længere indgå i ubalanceafregningen, som de har gjort før d. 1. november 2021. Dog skal balanceansvarlige aktører i DK1, som er underlagt den nuværende effektubalanceafregning, fortsat indsende disse time produktionsplaner som de gør i dag. For alle øvrige balanceansvarlige aktører, som ikke er underlagt effektubalanceafregningen i DK1, er det efter d. 1. november 2021 frivilligt om man fortsat vil indsende time produktionsplaner til Energinet.

De ovenstående ændringer til balanceafregningen blev i december 2020 metodeanmeldt af Energinet til Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet har d. 26. oktober 2021 godkendt Energinets metodeanmeldelse for ændring af balanceafregningen.  For mere information omkring metodeanmeldelsen og Forsyningstilsynets afgørelse se Forsyningstilsynets hjemmeside (tilgængelig fra d. 28. oktober 2021).