Gå til hovedindhold

UDBUD - PILOTPROJEKT FOR LEVERING AF RESERVER FRA VE

Publiceret d. 4.12.2019 10.00

Click here for English version.

Baggrund og formål

Energinet indkøber reserver for at være i stand til at håndtere store udfald og til at balancere elsystemet. Forskellige reservetyper skal sikre, at Energinet er i stand til at genoprette frekvensen i nettet, hvis der sker noget uforudset.

I takt med, at energisystemet omstilles til 100 % grøn energi, forventes ubalancer ikke at blive mindre, og uforudsete hændelser vil stadig kunne ske.

For at indpasse den vedvarende energi og nå målsætningen om et 100 % grønt energisystem er det derfor væsentligt, at der kommer nye kilder til levering af reserver og fleksibilitet til. Her er udnyttelsen af bl.a. fluktuerende vedvarende produktionsteknologier oplagte ressourcer. Der er således en klar sammenhæng mellem at sikre og balancere et 100 % grønt energisystem og udnytte potentialer fra vedvarende energi.

Energinet arbejder for at skabe så stor fleksibilitet som muligt i elsystemet ved, at alle typer af produktion og eller forbrug kan levere reserver til Energinet. Energinet arbejder for 100 % teknologineutralitet i indkøbet af reserver, samt lige vilkår og konkurrence. Reserver skal levere forsyningssikkerhed, og det vigtige er, at reserven leveres, så der er strøm i stikkontakten på alle tidspunkter.

Når Energinet indkøber reserver, er der således ingen teknologier, der er at foretrække frem for andre, så længe det indkøbte produkt leveres, når behovet opstår.

Energinet ser ind i en fremtid, hvor kapaciteten fra ikke-fluktuerende produktionskilder er faldende. Det betyder, at vi i fremtiden kan opleve situationer, hvor de nuværende konventionelle leverandører af systemydelser slet ikke eller kun i et mindre omfang er tilstede. Energinet har derfor en stor interesse i, at Energinets markedsrammer og udbudsbetingelser sikrer, at den kapacitet, der er tilgængelig, udnyttes til fulde, så fleksibiliteten i elsystemet kan opretholdes, og Danmark dermed fortsat kan have en høj forsyningssikkerhed. Dette vil skabe værdi for samfundet og for den enkelte leverandør.

Nuværende rammer og krav tillader, at VE-teknologier leverer frivillige energibud (regulerkraft), men de tillader ikke deltagelsen fra VE-teknologier i kapacitetsmarkederne.

Energinet indbyder derfor interesserede parter til at deltage i et pilotprojekt, hvor formålet er at teste leveringssikkerheden fra VE-anlæg til levering af de forskellige reservetyper, som Energinet indkøber. Energinet ønsker med pilotprojektet at opnå øget erfaring og tilpasse og ændre Energinets nuværende krav og rammer, så VE-teknologier kan deltage i leveringen af reserver.

Energinet ønsker at teste følgende punkter:

  • VE-teknologiers tekniske egenskaber ift. krav til levering af systemydelser (prækvalifikationstest - Link).
    - FCR, aFRR og mFRR i DK1.
    - FFR, FCR-D, FCR-N, aFRR og mFRR i DK2.
  • Sikkerhed og kvalitet af prognosticeret produktion fra VE-anlæg. 
    - Analyse af sikkerheden i leveringen af reserver fra VE. 
    - Analyse af prognose for estimeret produktion.

Interesserede parter bedes sende beskrivelse af anlæg/portefølje af anlæg, som de ønsker at teste i markedet. Beskrivelsen skal indeholde den/de valgte systemydelser, der skal testes for, en beskrivelse af teknologien, de fysiske enheder, styringssoftware, volumen, budstørrelser og forventet tidspunkt for test af reserveleverancen. For at deltage i det nuværende marked er det et krav, at budindmelding sker gennem en balanceansvarlig aktør.

For at sikre forsyningssikkerheden og reducere pilotprojektets påvirkning på markedet begrænses den tilladte mængde pr. aktør pr. reserve i pilotprojektet til hhv. 1 MW for FFR, FCR, FCR-N og FCR-D, 3 MW for aFRR i både DK1 og DK2, samt 5 MW for mFRR i både DK1 og DK2. Derudover skal alle reserver prækvalificeres, før de tillades at deltage i pilotprojektet. Der vil desuden være krav om en høj frekvens i opdatering af prognoser samt et krav om løbende egenvalidering af prognosemetode.

 

Rammerne for pilotprojekt

Leverandøren og Energinet afholder egne omkostninger til implementering af funktioner, der skal bruges i forbindelse med testperioden, fx kommunikation, styringsudstyr osv.

Eventuelt provenu til deltageren skal opnås i eksisterende markeder/produkter for en begrænset mængde i en tidsbegrænset testperiode. Hvis leverandøren i pilotprojektet ikke er i stand til at levere på sin solgte kapacitet, modregnes dette i betalingen.

Testperioden forventes at være maksimalt et halvt år med start 1. april 2020. Det skal inden for testperioden være muligt at opsamle tilstrækkelig driftserfaring til, at der kan ske en afsluttende evaluering af pilotprojektet. Aktøren forpligter sig ved deltagelse i pilotprojektet til at melde ind dag for dag med differentierede mængder. Aktøren forpligter sig ligeledes til at levere en skriftlig evaluering af pilotprojektet, der kan give input til den endelig udarbejdelse og udformning af markedsrammerne. En opsamlende rapport for alle projekter vil efterfølgende blive offentliggjort af Energinet til deling af den opnåede viden.

 

Hvad får aktøren ud af at deltage?

  • Mulighed for at give input til udformning af fremtidige markedskrav eller reduktion heraf, baseret på egne udfordringer og erfaringer.
  • Mulighed for at afprøve ideer på reelle markedsvilkår i testperioden.

 

Hvilke risici kan aktøren have?

  • Risiko for at kravene, der er blevet afprøvet, ikke bliver til en del af de fremtidige markedsregler, da Energinet ikke kan garantere et specifikt markedsdesign.
  • Det endelig markedsdesign kan kræve tilpasninger af udstyr, eller i værste fald helt udelukke udstyr fra markedet efter testperioden, hvis dette ikke lever op til de implementerede krav (fx hvis leverandøren i testperioden har fået dispensation fra krav, der ikke efterfølgende kan opfyldes af den pågældende leverandør)

 

Ansøgning

Interesserede aktører bedes sende en ansøgning på 2-3 sider med beskrivelse af projektet og ideen. Ansøgningen sendes til TRM@energinet.dk og/eller LKB@energinet.dk senest den 1. februar 2020.

Energinet stræber generelt efter, at projekter repræsenterer forskellige ideer og teknologier, således at der indhentes erfaringer fra et differentieret udsnit af energisektoren. Energinet udvælger deltagerne i pilotprojektet ud fra at få testet flest mulige typer af teknologi, test i både DK1 og DK2, test af forskellige produkter, test af både små og større porteføljer, samt troværdigheden for setup.

Energinet vil give en tilbagemelding på, hvorvidt ansøgningen fra den enkelte aktør er blevet udvalgt til deltagelse i pilotprojektet senest den 15. februar 2020. Energinet og de udvalgte aktører laver fælles projektplaner herefter, så pilotprojektet kan starte op 1. april 2020.