Eloverblik

På denne side finder du information og vejledninger vedrørende kunde- og tredjepartsportalen ElOverblik

ElOverblik er en kundeportal, der giver dig adgang til de data, som din netvirksomhed og din elleverandør har registreret på dit målepunkt i DataHub. Portalen giver dig også mulighed for at dele dine data med en tredjepart.

VEJLEDNINGER

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Har du spørgsmål vedrørende din elregning?

Hvis du har spørgsmål vedrørende din elregning, skal du kontakte din elleverandør. 

Du finder mere information om elleverandører her

Hvordan deler du dine data med andre via ElOverblik?

ElOverblik giver dig mulighed for at dele dine data med andre på forskellige måder.

Energirådgivere og andre virksomheder kan blive oprettet som tredjepart, og dermed anmode elkunder om fuldmagt. Du kan til enhver tid trække en fuldmagt tilbage, hvis du ikke længere ønsker at dele dine data med en tredjepart.

Hvis du ønsker at dele dine data med et familiemedlem eller en ven, kan de tilføje dit målepunkt til deres visning i ElOverblik. Det kræver, at du oplyser dem dit målepunktsID og den tilhørende webadgangskode. Alternativt kan du give dem adgang til dit målepunkt via API-kald.


Du finder vejledninger vedrørende deling af egne data under overskriften "VEJLEDNINGER TIL PRIVATE/ERHVERV" længere oppe på denne side.

Hvorfor findes dine data i ElOverblik?

Når du er elkunde, behandler Energinet dine kunde- og målepunksstamdata i DataHub. De bruges blandt andet til at danne grundlaget for afregning hos din elleverandør.

Du kan læse mere om vores anvendelse af dine data i DataHub og dine rettigheder i forhold til vores registrering af dine data i DataHub her.

Hvem har ansvar for dine data i ElOverblik?

Via ElOverblik har du adgang til de data, som din elleverandør og din netvirksomhed har registreret i DataHub.

Din lokale netvirksomhed har ansvar for målepunktsstamdata, herunder korrekt registrering af din adresse samt registrering af dit forbrug.

Din elleverandør har ansvar for kundestamdata, herunder korrekt registrering af dit navn.

Kontakt venligst din elleverandør, hvis du finder fejl i dine data på ElOverblik eller har spørgsmål vedrørende de registrerede data. Din elleverandør varetager al kundekontakten og er dit bindeled til din netvirksomhed.

 

Er du i tvivl om, hvem din elleverandør er? Læs mere her.

Vil du vide mere om rollerne i elmarkedet? Læs mere her.

Hvordan vises dine data på ElOverblik?

ElOverblik tilbyder forskellige visninger af dit elforbrug.

Grafvisning
Et søjlediagram giver dig et hurtigt overblik over dit elforbrug. Du kan sammenligne flere års elforbrug på års- og månedsniveau, eller få vist et enkelt års elforbrug på dags- eller timeniveau.

Excel
Du kan eksportere dine måledata til Excel, hvis du ønsker at se dit forbrug i tal for en selvvalgt periode.

API-kald
Ved hjælp af API-kald kan du omsætte dine data til ønsket visning i eget system, men det forudsætter at du har kendskab til programmering.

Hvad er en tredjepart?

En tredjepart tilbyder energiydelser til kunder baseret på kundernes eget forbrug og produktion. Kunderne giver tredjeparten adgang til deres data i DataHub via en elektronisk fuldmagt.

Læs her hvad du skal gøre for at blive tredjepart på det danske elmarked.

Driftsinfo

I forbindelse med en opdatering på DataHub vil der ikke være adgang til ElOverblik og tredjepartsløsningen onsdag den 3. april fra kl. 19:00 til 23:00.

Log ind på ElOverblik

Du finder ElOverblik her