Foto af at dokumentation af VE-energi sker via computer på et oprindelsesgaranti

Oprindelsesgarantier

En oprindelsesgaranti er et certifikat, der dokumenterer og garanterer oprindelsen og den grønne værdi i energi fra vedvarende energikilder. Energinet udsteder garantien til producenten af den vedvarende energi.

En oprindelsesgaranti har en værdi af 1 MWh vedvarende energi

Oprindelsesgarantier sikrer, at vedvarende energi kun sælges én gang

Oprindelsesgarantier er et elektronisk dokument, hvis funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en mængde energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Oprindelsesgarantier er en potentiel indtægtskilde for producenter af vedvarende energi, når forbrugerne kan markedsføre sig med, at de har købt vedvarende energi. Det øger indtægterne til produktionen af energien.

Projekt energioprindelse

Fremtidig mulighed for grøn el time for time

Fremtidens gasoprindelsesgarantier

Nye koncepter gasoprindelse

Lovgrundlag for oprindelsesgarantier

De grundlæggende principper for oprindelsesgarantier er baseret på VE-direktivet og indført i dansk bekendtgørelse.

Bekendtgørelse Nr. 1216 af 7. juni 2021 om oprindelsesgarantier

Har du spørgsmål til oprindelsesgarantier?

Vi har samlet nogle af de ofte stillede spørgsmål og svarene herunder.

Anlæg - Hvilke anlæg får udstedt oprindelsesgarantier i Danmark?

Alle anlæg, der producerer vedvarende energi og som tilfører den vedvarende energi til det kollektive net i Danmark kan få udstedt Energinets oprindelsesgarantier.

Eksempelvis de biogasanlæg, der får udstedt oprindelsesgarantier kan ses på denne liste:

Liste over kontohavere med anlæg

Dokumentation - Kan man få et fysisk dokument, der dokumenterer oprindelsen?

Oprindelsesgarantierne udstedes ikke i fysisk form, men kontohaveren kan downloade en annulleringsbekræftelse i form af en pdf til dokumentation for annullerede oprindelsesgarantier, som kan anvendes som fysisk bevis for salg af et antal oprindelsesgarantier til en slutkunde.

Slutkunden kan få dokumentation fra sin leverandør.

Dokumentation - Hvilken information kan man få fra en oprindelsesgaranti?

Registret for oprindelsesgarantier indeholder som minimum følgende oplysninger for det anlæg, hvor oprindelsesgarantien stammer fra:

  • Anlæggets CVR-nummer 
  • Anlæggets beliggenhed
  • Anlæggets kapacitet i kWh/år 
  • Anlæggets opstartsdato
  • Anlæggets type: hvilken type biogas, sol, vind, etc. produktionen er baseret på 
  • Målepunkt med identifikationsnummer - et såkaldt GSRN
  • Om der er ydet statsstøtte til anlægget
  • Udstedelsesansvarlig  
  • Udstedelsesdato
  • Udstedelsesland  
  • Oprindelsesgarantiens identifikationsnummer 
  • Enhedsangivelse på 1 MWh
  • Produktionsperiode for den vedvarende energi
  • Udløbsdato (12 måneder efter sidste dato i produktionsperioden)
 

Grundlag - Hvilke energimængder danner basis for oprindelsesgarantierne?

Data til dannelse af oprindelsesgarantier fremkommer ved, at netejer løbende måler den energi som anlægget leverer til energisystemet. Målingerne indhentes af Energinet og danner basis for antallet af oprindelsesgarantier, der skal udstedes hver måned.

Handel - Hvem handler med oprindelsesgarantier?

Både ejere af anlæg og andre virksomheder med en konto i Energinets register for oprindelsesgarantier kan handle med oprindelsesgarantier.
 
Det er oftest en energileverandør, der sælger energi og oprindelsesgarantier, som en samlet pakke til dokumentation af grøn energi.

Kan al produktion af vedvarende energi tilført nettet få tildelt oprindelsesgarantier?

Ja – det er pålagt Energinet at udstede oprindelsesgarantier for produktion af vedvarende energi tilført et sammenhængende forsyningsnet i Danmark.  Dog er energiproducenter ikke forpligtede til at anmode om udstedelse af oprindelsesgarantier.

Levetid - Hvornår udløber oprindelsesgarantierne automatisk i registret?

Oprindelsesgarantier kan overdrages mellem kontohavere og sælges inden udløbstiden på 12 måneder fra sidste dato i produktionsmåneden. Oprindelsesgarantier, der ikke er annulleret, udløber 12 måneder efter sidste dag i produktionsmåneden.

Oprindelsesgarantierne udløber automatisk og slettes i registret, når de er udløbet.

Pris - Hvad koster oprindelsesgarantier?

Oprindelsesgarantier handles på forhandlede vilkår, så prisen fastsættes individuelt efter udbud og efterspørgsel på markedet og alt efter anvendelse. 

Registrering - Hvordan registreres oprindelsesgarantierne inden de sælges til en forbruger?

Energinet administrerer et register for oprindelsesgarantier, som er en web-baseret database til formålet. Energinet udsteder oprindelsesgarantierne til kontohavere i registret. Kontohavere er ejere af anlæg, der producerer vedvarende energi, eller virksomheder, der handler med oprindelsesgarantier.

For hver MWh energi, der tilføres det kollektive net, udsteder Energinet en oprindelsesgaranti, der bliver elektronisk øremærket med et unikt identifikationsnummer (GSRN). 

Skal Energinet udstede oprindelsesgarantier?

Ja – Ifølge Bekendtgørelse nr. 1216 af 7. juni 2021 om oprindelsesgarantier for elektricitet, gas, fjernvarme og fjernkøling fra vedvarende energikilder er Energinet pålagt rollen som national udsteder af oprindelsesgarantier for biogas, der tilføres det sammenhængende gassystem i Danmark. 

Energinet overholder Artikel 19, stk. 1-13 i VE II-direktivet, der indeholder regler om oprindelsesgarantier for energi fra vedvarende energikilder.  Link til VE II-direktivet.

Udstedelser - Hvordan får ejeren af anlægget tildelt oprindelsesgarantier?

Når anlægget er oprettet i registeret for oprindelsesgarantier hos Energinet, kan opgraderingsanlægget få udstedt oprindelsesgarantier.

Man skal oprettes som kontohaver i registret for oprindelsesgarantier. Enhver virksomhed med et CVR-nummer kan som udgangspunkt få en konto.

Mere om at få oprettet en konto på el.

Mere om at få oprettet en konto på gas.

Mere om at få oprettet en konto på brint bliver beskrevet når Energinet har etableret ordningen