Sådan undgår vi ulykker med gasanlæg

Naturgas er ufarlig at indånde, men er brandfarlig. Det er baggrunden for, at myndighederne stiller høje krav til sikkerheden.

 

Gasrørene renses med såkaldte intelligente grise, der sendes ind i gasrørene via en sluse som på billedet her

 

I Danmark er det især Arbejdstilsynet, som fastsætter detaljerede regler for design, placering, drift, vedligeholdelse og overvågning af gasanlæg. Reglerne, som er baseret på internationale standarder, minimerer risikoen for ulykker i naturgassystemet.

Sikkert design
Energinet vælger altid materialer med større styrke end påkrævet. Fx vælger vi gasrør, der kan holde til et større gastryk, end der rent faktisk vil være i røret.
 
Først når et gasanlæg er sikkerhedsgodkendt af myndighederne, kan Energinet sætte det i drift.

Overvågning døgnet rundt
Medarbejderne i Energinets gaskontrolcenter overvågner det danske gastransmissionsnet døgnet rundt.

I alle gasanlæg er der installeret overvågningsudstyr, som kan sende alarmer til kontrolcenteret. Er det en alarm, der tyder på, at der er sket noget kritisk, kontakter Energinet brandvæsenet og sender straks medarbejdere til anlægget.

Jævnlige kontroller
Energinet kontrollerer regelmæssigt gasledningerne både ved at inspicere arealerne med gasledninger til fods og ved at overflyve dem med helikopter. Hermed sikrer vi bl.a., at der ikke er anlægsarbejder for tæt på ledningerne. Vi kan også på vegetationen se, om gasrørene er tætte.

For at sikre, at gasrørene ikke er blevet beskadiget eller har tegn på tæring indvendigt, sender vi såkaldte ”intelligente grise” gennem rørene.

Også installationerne på kompressorstationer, linjeventilstationer og andre gasanlæg kontrolleres regelmæssigt og følger et nøje tilrettelagt vedligeholdelsesprogram.

Tilsyn med arbejde nær gasledninger

Hvis en landmand eller entreprenør skal udføre gravearbejde eller lignende mindre end 5 meter fra en gasledning, skal det altid foregå under Energinets tilsyn. Tilsynet udføres uden vederlag.

Minimumsafstande
Af hensyn til sikkerheden er der regler for, hvor stor afstand der som minimum skal være mellem gasanlæg og bygninger til ophold for mennesker. Hvor stor afstanden skal være afhænger bl.a. af rørets størrelse, materialets tykkelse og gastrykket i røret.



Hvis ulykken sker

Selv om der bliver passet godt på gastransmissionsnettet, og selv om der aldrig har været ulykker i det danske gastransmissionsnet, kan der ikke udstedes en garanti for, at der aldrig vil ske ulykker.

Hvis der sker en alvorlig skade på en gasledning eller et andet gasanlæg, vil Energinet straks lukke for tilstrømningen af gas. Dermed begrænses en eventuel brand.

Kontakt Energinet på 70 10 22 44
Har du mistanke om, at der strømmer gas ud fra et af Energinets gasanlæg – hører du fx en hvislende lyd – skal du straks søge væk og ringe til Energinet. Det skal du også, hvis du har mistanke om, at en gasledning er i alvorlig risiko for at blive ramt af en entreprenørmaskine.

Naturgas lugter ikke

I sig selv lugter naturgas ikke. Den lugt, de fleste forbinder med gas, er tilsat gassen af sikkerhedshensyn, så du fx kan lugte, at der er en utæthed i villafyret. Lugten tilsættes først, når gassen sendes fra Energinets store gasledninger og ud i de mindre fordelingsnet. Derfor lugter gassen i transmissionsnettet ikke.