1.oktober: Sådan søger du solcellepuljen | Energinet

1.oktober: Sådan søger du solcellepuljen

Publiceret d. 29.9.2015 09.08
Den 1. oktober 2015, kl 10.00 åbner Energinet.dk for, at kommende solcelleejere kan søge om at få del i en 40,99 MW pulje med støtte til solcellestrøm. Vær opmærksom på nye krav til din ansøgning.
​Den 1. oktober 2015 klokken 10.00 åbner Energinet.dk for, at kommende solcelleejere kan søge om at få del i en pulje med særlig støtte – forhøjet pristillæg – for den strøm, solcelleanlægget kommer til at producere eller den overskydende strøm, du ikke selv kan bruge.
 
DU FINDER ANSØGNINGSPORTALEN PÅ HJEMMESIDEN VED AT KLIKKE HER.
 
Det er private husejere, boligforeninger, private udlejer af lejeboliger og solcellelav, der kan søge.
 
Du finder en vejledning til, hvordan du søger her.
 
Du skal være opmærksom på, at der i forhold til forårets ansøgningsrunde er kommet nye krav til, hvad ansøgningen skal indeholde, og hvem der kan få støtte.
 
Du må ikke samtidig modtage anden støtte
For eksempel kan du ikke både få pristillæg for din solcellestrøm og samtidig få det såkaldte ”håndværkerfradrag” i forbindelse med, at dit anlæg bliver sat op eller monteret. Det er dobbeltstøtte og i strid med reglerne. Du skal altså vælge, hvilken støtte, du mener, er bedst for dig. Du skal derfor i ansøgningen bekræfte, at du ikke får anden støtte til dit solcelleanlæg, hverken til etablering eller drift.
 
Flere nye krav
Du skal også oplyse om anlæggets købspris, installationsomkostninger, om dit hus er opvarmet med elvarme mv. Også det er nyt. Det skal vi bruge til at kontrollere, at støtten har såkaldt ”tilskyndelsesvirkning” – kort fortalt om du har brug for støtte, for at du er ”tilskyndet” til at sætte anlægget op eller ej.
Hvis det er dyrere for dig at have et solcelleanlæg end ikke at have et solcelleanlæg, så vil pristillægget tilskynde dig til at få solcelleanlægget for at det økonomisk kan løbe rundt. Du må regne alle udgifterne til køb af anlægget, betaling til elinstallatøren mv. med.
Hvis du samlet set  - før udbetaling af evt. støtte - kommer til at sidde billigere ved at anskaffe dig et solcelleanlæg, så har du ikke brug for støtte eller tilskyndelse for at få det til at løbe rundt, og du er derfor ikke berettiget til pristillæg.

De nye krav er kommet efter en diskussion mellem Danmark og EU om reglerne for statsstøtte til vedvarende energiproduktion.
 
Du finder en tjekliste til, hvad din ansøgning skal indeholde her.
 
De nye krav blev offentliggjort med en bekendtgørelse onsdag 23. september 2015. Du finder den her.
 
HUSK dit anlæg må ikke være etableret
Det er kun muligt at få tilskud til nye solcelleanlæg. Anlæg, der allerede er sat op, kan ikke få støtte. Du søger altså om tilsagn og et ”ja” til at få del i solcellepuljen, inden anlægget bliver sat op.
 
Husk også, at du i din ansøgning skal vedlægge en aftale om køb af et solcelleanlæg, som er betinget af Energinet.dk’s tilsagn om støtte. Aftalen må ikke være endelig.
Vær opmærksom på, at et tilbud, som ikke er accepteret af dig, ikke vil blive godkendt.
 
Læs mere om baggrunden i en nyhed fra 19. juni
Det er først muligt at søge fra den 1. oktober 2015, kl. 10.00. Ansøgninger modtaget før det tidspunkt kan ikke komme i betragtning.
 
Du kan søge ved at:
1. udfylde formularen på hjemmesiden og sende den elektronisk. Du skal bruge NemID login.
2. ved at udfylde formularen og sende med posten
3. aflevere ansøgningsformularen i Energinet.dk’s reception
 
Lodtrækning hvis puljen bliver tømt
Ansøgningerne behandles i den rækkefølge, de kommer ind.
 
Puljen lukker den 31. oktober 2015 ved midnat. Skulle det ske, at der kommer flere ansøgninger, end det er muligt at give forhøjet pristillæg til, trækkes der lod blandt de ansøgninger, der er kommet ind den dag, puljen løber tør. Løber puljen f.eks. tør den 21. oktober 2015, er det alene de ansøgninger, der er kommet ind den 21. oktober 2015, der trækkes lod om. Alle ansøgninger modtaget før den 21. oktober 2015 vil i det tænkte eksempel – og hvis ansøgningerne opfylder kravene – få tilsagn om muligheden for forhøjet pristillæg.
 
 
Artiklen er 1.oktober opdateret med link til ansøgningsportal mv.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.