400 kV luftledninger i Aggersund fjernes | Energinet

400 kV luftledninger i Aggersund fjernes

Publiceret d. 22.4.2015 08.01
Sidst i april tages luftledningerne af masterne, der går tværs over Aggersund. Der spærres for gennemsejling ved Aggersundbroen i seks timer fem dage i træk.

​Højspændingsluftledningen, der i dag krydser Aggersund, skal fjernes. Den blev sidste år erstattet af en kabelforbindelse under sundet. Nu skal først de fem ledninger, siden de to master væk.

Arbejdet med nedtagning af luftledninger og master kræver, at et område af sundet spærres for al sejlads. Energinet.dk forventer, at de fem ledninger tages ned i perioden fra 24.april til 28.april. Sundet vil kun være spærret i det tidsrum, hvor der arbejdes – men vi forbeholder os ret til at spærre i op til seks timer om dagen mellem klokken 10 til 16 de nævnte dage.

Der vil være to afviserfartøjer - en ved Sønder Aggersund lige inden broen og en på den modsatte side af broen og luftledningsforbindelsen. Disse fartøjer sikrer, at afspærringen respekteres.

Vind og vejr kan skubbe arbejdet
Energinet.dk opfordrer sejlende til at holde sig orienterede løbende, da tidsplanen kan blive ændret.

- Vi gør opmærksom på, at de nævnte dage er den foreløbige tidsplan. Vi kan blive nødt til at ændre i afspærringstidspunkterne på grund af vejrforhold og andre uforudsete hændelser, siger delprojektleder, Martin Scheuerlein, Plan og Miljø, Energinet.dk.

Der udsendes navigationsvarsler i Efterretninger for Søfarende på Søfartsstyrelsens hjemmeside. Du finder Efterretninger for Søfarende her

Af hensyn til ynglende fugle må der ikke arbejdes i området i perioden fra 1. maj til 15. juli. Derfor tager Energinet.dk først de to højspændingsmaster, der står i sundet, ned i sensommeren. Nedtagning af alle master på den 7 km strækning forventes færdigt i oktober i år.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.