5.000 får penge fra solproduktion | Energinet

5.000 får penge fra solproduktion

Publiceret d. 21.10.2013 08.16
Mange solcelleejere er ivrige efter at høre, om de skal betales for deres overproduktion i 2012. Energinet.dk anslår, at cirka 5.000 af de 89.500 solproducenter har penge til gode.
Telefonen bimler højlydt på Dorthe Andersens bord. Hun er økonomiassistent i Energinet.dk, og der er en solcelleejer i den anden ende af røret. Dorthe ved med det samme, hvad det drejer sig om.

”Det lyder som om, du ikke har fået sine penge endnu, og at det er derfor, du ringer,” siger hun.

Antallet af solcelleanlæg er steget eksplosivt, fra cirka 4100 i januar sidste år til 89.500 i dag. Derfor er mange solcelleejere nysgerrige efter at vide, om deres produktion sidste år var højere end deres forbrug - og om de dermed skal have penge udbetalt. Det er derfor, telefonen ringer på Dorthe Andersens skrivebord 10-20 gange om dagen.

”Mange kan ikke forstå, hvorfor de ikke har hørt noget endnu. De vil gerne høre, om systemet fungerer. Og det gør det. Det er bare langt fra alt, der er gjort op endnu,” fortæller Dorthe Andersen.

Den lange ventetid skyldes ifølge Dorthe Andersen, at antallet af solceller er steget så voldsomt, som det er. Byrden med at opgøre tallene er derfor stor. Dog anslår Energinet.dk, at cirka 5.000 solcelleejere skal have penge udbetalt. Heraf har 3.775 indtil videre har fået besked.

Ejere skal være tålmodige
Beløbene, der skal udbetales fra solcellernes produktion i 2012, strækker sig fra 60 øre til omkring 9.700 kr., men langt de fleste ligger under 500 kr. Samlet set er beløbet for de 3.775, der indtil videre er gjort op, omkring 1,5 mio. kr. Det svarer til, at de i gennemsnit skal have 400 kr. udbetalt.

Men hvis man sidder og venter på et svar, må man væbne sig med tålmodighed, siger Dorthe Andersen.

”Vi arbejder på at få dem alle gjort op, men det tager tid. Man skal nok blive kontaktet, når vi ved noget, men vi har stadig en del, vi skal igennem,” siger hun.
Det er den besked, hun giver solcelleejerne, når de henvender sig for at høre, hvor pengene bliver af.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.