500 nye højspændingsmaster sender strøm gennem Jylland | Energinet

500 nye højspændingsmaster sender strøm gennem Jylland

Publiceret d. 28.11.2014 14.30
Energinet.dk har fredag sat den sidste del af den nye 400 kilovolt forbindelse mellem Kassø ved Aabenraa og Tjele ved Viborg i drift. Det danske elnet er nu klar til at transportere mere grøn energi.
Fredag blev den sidste del af den 166 km lange højspændingsforbindelse fra Sønderjylland til Midtjylland meldt klar og derefter sat i drift med et tryk på en knap i Energinet.dk’s kontrolcenter.
Dermed er det nye højspændingsanlæg fra station Kassø i syd til station Tjele i nord klar til at transportere dobbelt så meget strøm som den gamle forbindelse. Den stærkere forbindelse gør det danske transmissionsnet mere robust i en tid, hvor en stigende del af elforbruget dækkes af vedvarende energi, såsom vind og sol, der ikke så let lader sig regulere.
 
- I Danmark har vi et mål om, at fremtidens energisystem er baseret på grøn energi som vind-, sol- og vandkraft. Den nye højspændingsforbindelse er rygraden i det danske elsystem og derfor et meget vigtigt element for, at vi kan omstille til grøn energi, siger teknisk direktør Torben Glar Nielsen.

Sidste del i drift
Det store elanlæg er løbende blevet sat i drift, efterhånden som det er blevet færdigt. Sidste år lige før jul blev den anden af de tre delstrækninger sat i drift.

- Dagens idriftsættelse er kulminationen af seks års projektarbejde. For snart tre år siden rejste vi første mast i Sønderjylland. Forud for det lå flere års forberedelser, fortæller chefprojektleder Christian Jensen.
Med Kassø-Tjele forbindelsen er det danske elnet nu klar til indpasning af mere vedvarende energi og flere udlandsforbindelser. En ny havmøllepark ved Horns Rev vil stå klar om to år, og Energinet.dk er i gang med at realisere en kabelforbindelse til Holland.

Om to uger vil den fjerde forbindelse til Norge, Skagerrak 4, blive sat i drift. Skagerrakforbindelsen har netop forlænget prøvedriftsperioden, så anlægget går først i kommerciel drift den 11.december. Skagerrak 4 kan overføre 700 megawatt, hvilket øger den nuværende overføringskapacitet mellem Danmark og Norge til 1700 megawatt.
 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.