750 besøgte ”lukket land” i Tjele | Energinet

750 besøgte ”lukket land” i Tjele

Publiceret d. 27.8.2014 13.13
Lørdag fik flere hundrede naboer og andre interesserede borgere et unikt indblik i Danmarks største elknudepunkt.
​Normalt er der adgang forbudt for uvedkommende, men lørdag åbnede Energinet.dk portene til den udvidede station i Tjele. Åbent hus arrangementet markerede, at to markante udbygninger af det danske elnet snart er færdige. I forbindelse med disse to byggeprojekter er stationen i Tjele blevet udvidet.
 
Lørdag fik de mange gæster et unikt indblik i den 124 meter lange og 20 meter høje nye stationsbygning i Tjele. Herfra omformes jævnstrøm til vekselstrøm og omvendt, inden den sendes videre ud i landet eller til Norge. Normalt kan borgere ikke komme nær de store elanlæg i bygningen, der summer af højspænding.
For det andet markerede åbent hus-arrangementet, at 509 nye højspændingsmaster er sat op mellem Tjele og Kassø i Sønderjylland samt at Energinet.dk snart er klar til at indvie en ny elforbindelse til Norge. Skagerrak 4-kablet ligger allerede på havbunden og vil næsten fordoble den energi, der kan sendes mellem de to lande.
 
De nye anlæg fremtidssikrer det danske elnet
- Vi får endnu mere vindenergi i årene fremover, og vi vil opleve perioder med kraftig vind og meget stor produktion af strøm, og perioder hvor vindmøllerne ikke producerer noget. Derfor er der brug for større ”el-motorveje”, så vi kan transportere endnu mere strøm over store afstande og importere og eksportere enorme mængder energi. Her er stationen i Tjele et helt afgørende knudepunkt, siger Søren Damsgaard Mikkelsen, chefprojektleder for Skagerrak 4-forbindelsen.
 
Tak til lodsejere
Cirka 750 gæster dukkede op til åbent hus-arrangementet. De fleste var naboer til de nye elmaster, jordkabler eller stationen, og mange af dem har lagt jord til.
- Vi har specielt inviteret de mange lodsejere, fordi vi gerne vil sige tak for deres velvilje. Langt de fleste har taget godt i mod vores gravemaskiner og kraner, og derfor synes vi, de skulle have mulighed for at få et unikt indblik i, hvor de mange ledninger og kabler ender, og hvordan den her nye station i Tjele binder det hele sammen, siger Christian Jensen, chefprojektleder for Kassø-Tjele forbindelsen.
 
Se her billeder fra åbent hus lørdag den 23. august:

Omkring 750 borgere besøgte lørdag den 23.august Energinet.dk's station i Tjele, da der mellem kl.10 og 15 blev holdt åbent hus. Fotos: Kim Sandø
 

Til åbent hus-arrangementet blev de besøgende budt indenfor i den nye, store stationsbygning, hvor jævnstrømmen bliver konverteret til vekselstrøm og omvendt. Den ene hal er meget følsom overfor snavs og fugt, så her måtte de besøgende nøjes med at kigge ind gennem en stor rude - og lytte til de ingeniører, der har været med til denne del af Skagerrak 4 projektet.

På rundvisningen i det nye område af station Tjele fulgte de besøgende den vej strømmen sendes gennem stationen, når den kommer fra Norge og skal ud i det danske elsystem. På sidste post fortalte Claus Weismann, delprojektleder for stationer på Kassø-Tjele-forbindelsen, om den nye 400 kilovolt luftledning fra Kassø ved Aabenraa til station Tjele.


Før og efter rundvisning på stationsområdet kunne de mange besøgende kigge ind i udstillingsteltet på marken ved siden af stationen. Her kunne de blandt andet få en snak med flere af Energinet.dk's medarbejdere, der har været med til at realisere de to byggeprojekter.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.