Årsag til eksplosion efterforskes | Energinet

Årsag til eksplosion efterforskes

Publiceret d. 29.7.2010 13.33
Energinet.dk går snarest muligt i gang med at lede efter årsagen til den eksplosion, som i går var årsag til brand på omformerstationen i Vester Hassing i Vendsyssel.

Undersøgelserne iværksættes dog først, når reaktoren igen er tilstrækkelig nedkølet efter branden

Undersøgelsesarbejdet bliver relativ kompliceret, da forklaringen sandsynligvis skal findes i den højspændingsgennemføring, der også kaldes et porcelænshorn, som blev totalt ødelagt af eksplosionen.

Eksplosionen var så kraftig, at stumper af den porcelæn, som gennemføringen er omgivet af, er spredt ud over det nærmeste område, og der er sket skader på en lagerbygning placeret tæt ved reaktoren.

En højspændingsgennemføring fører strømmen fra luftledningerne ned i reaktoren, og gennemføringens funktion er at isolere, så strømmen ikke får jordforbindelse på dens vej fra luftledningen og ind i reaktoren.

Energinet.dk har 27 lignende reaktorer placeret forskellige steder i Danmark. De er alle placeret i indhegnede områder og ikke umiddelbart ud til offentlig vej. En reaktor består af en spole med jernkerne, og den bruges til at regulere spændingen i transmissionsnettet, så den holdes inden for de tilladte grænser i følge stærkstrømsbekendtgørelsen.

En reaktor har en gennemsnitlig levetid på ca. 40 år. Reaktoren i Vester Hassing er fra 1988. Der skete en lignende eksplosion på transformerstationen ved Hovegård, vest for København, 11. marts 2005, som formentlig skyldtes en isolationsfejl i viklingen.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.