Årsag til lørdagens europæiske strømafbrydelser ved at blive klarlagt | Energinet

Årsag til lørdagens europæiske strømafbrydelser ved at blive klarlagt

Publiceret d. 29.7.2010 13.59
Endnu er der ikke fuld klarhed over, hvad der var årsagen til lørdag aftens store europæiske strømafbrydelse.

Ifølge den tyske systemansvarlige transmissionsvirksomhed E.ON Netz hænger afbrydelsen sammen med overbelastning i det nordvesttyske net. Overbelastningen var muligvis forårsaget af en afbrydelse af en højspændingsforbindelse i Niedersachsen, hvor E.ON Netz planmæssigt havde udkoblet en ledning over floden Ems for at gøre det muligt for et stort skib at passere.

En halv time efter denne udkobling startede overbelastningen af nettet. Det er endnu ikke klarlagt, hvordan udkoblingen hænger sammen med overbelastning af nettet.

Ifølge UCTE, som er en samarbejdsorganisation for de europæiske transmissionsselskaber, blev det europæiske elnet skilt i tre separate ”øer” med en skillelinje tværs gennem Tyskland og Østrig og syd for Ungarn. På den nordøstlige ”ø”, som Vestdanmark hørte under, og den sydøstlige "ø" var frekvensen for høj, mens den på den sydvestlige ”ø” var for lav. Det var i området med for lav frekvens, at strømafbrydelserne skete. Hent UCTE’s pressemeddelelse nedenfor.

Sammen med de netselskaber, der blev berørt af driftsforstyrrelsen, arbejder E.ON Netz på højtryk for at klarlægge årsagerne.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.