Blæsevejr får PSO-tarif til at stige i 2. kvartal | Energinet

Blæsevejr får PSO-tarif til at stige i 2. kvartal

Publiceret d. 11.3.2014 12.01
Fra 1. april er PSO-tariffen 22,7 øre/kWh. Vind og lav elpris får tariffen til at stige.
​Energinet.dk har i dag offentliggjort PSO-tariffen for 2. kvartal 2014. Tariffen stiger til 22,7 øre per kilowatt time. Det er fire øre mere, end Energinet.dk forudså i slutningen af 2013 og skyldes især kraftig blæst i december, januar og februar. Tariffen i første kvartal er 19,0 øre/kWh.
 
PSO står for Public Service Obligation eller offentlig forpligtelse og er en tarif, Energinet.dk ifølge loven skal opkræve hos elforbrugerne. Det sker over elregningen.
Pengene går til at fremme miljøvenlig elproduktion, f.eks. vindenergi og biomasse, samt forskning og udvikling i vedvarende energi.
 
Da det har blæst mere de seneste måneder end i et gennemsnitligt år, har vindmøllerne produceret mere end ventet. Samtidig får rigelige mængder vindenergi typisk elprisen til at falde. Samlet set får det PSO-tariffen til at stige, fordi der er større forskel på markedsprisen på el, og den pris vindmølleejerne er garanteret for deres produktion.
 
Elprisen kan svinge meget. Udover priserne på kul og gas bliver markedsprisen påvirket af vejret, f.eks. presser år med meget nedbør prisen ned, fordi vandmagasinerne i de norske og svenske vandkraftværker bliver fyldt op.
 
Til trods for at PSO-tariffen er steget mere end ventet de senere år, har den pris, forbrugerne samlet set betaler for strøm, ligget forholdsvist stabilt.
Markedsprisen på el er nemlig faldet.
Sidste år udgjorde den gennemsnitlige elpris og gennemsnitlige PSO i alt 47,1 øre/kWh.
De foregående fem år var elpris og PSO:
2012: 42,9 øre kW/h
2011: 43,9 øre kW/h
2010: 46,4 øre kW/h
2009: 38,6 øre kW/h
2008: 47,3 øre kW/h
 
Hovedparten af vindmøllerne får PSO-støtte, indtil produktionen runder en på forhånd fastsat grænse. Eksempelvis får havmølleparkerne Horns Rev 2 og Rødsand samt Anholt PSO-støtte, indtil parkerne har produceret henholdsvis 10 TWh og 20 TWh. Blæser det mere end ventet, eller er møllerne mere effektive end ventet, får møllerne mere i PSO-støtte de første år, til gengæld udløber støtten hurtigere end først forudsat.
 
Energinet.dk udregner PSO-prognoserne ud fra gennemsnitlige vindår. I december viste fremskrivningen, at den samlede PSO for 2014 ville blive 19,1 øre per kwh. Nu ventes den at blive 21,1 øre per kwh.
Til sammenligning var den gennemsnitlige PSO-tarif for 2013 17,4 øre/kWh.
Prognoserne for 3. og 4. kvartal 2014 er lige nu 20,4 og 22,2 øre/kW/h.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.