Celleregulator har demonstreret sin værdi | Energinet

Celleregulator har demonstreret sin værdi

Publiceret d. 29.6.2011 11.34
Syd Energi og Energinet.dk har sat punktum for testningen af det intelligente elsystem i Holsted-området

Af Karin Tronbech

I flere omgange – senest i dagene mellem den 14. og 22. juni - har 25.000 husstande, virksomheder og institutioner i Holsted og omegn deltaget i en storstilet test af fremtidens intelligente elsystem (Smart Grid). Testen af Celleregulatoren, som er hjertet i det intelligente elsystem, er foregået i tæt samarbejde mellem SydEnergi og Energinet.dk.

- Celleregulatoren fungerede helt som forventet, da vi for sidste gang testede den, siger chefingeniør Per Lund, som er Energinet.dk’s ophavsmand til Celleprojektet - det ambitiøse forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekt, som skal gøre det nemmere at tøjle et elsystem, der er baseret på store mængder uregerlig vindkraft og helt nye typer elforbrug.

Selvstændigt lokalt elsystem
- I den sidste test koblede vi elnettet mellem Holsted og Billund af det overordnede elnets eksisterende kontrolsystem og forbandt det i stedet med Celleregulatoren. Den kan drive elnettet automatisk, fordi vindmøller, kraftvarmeværker og transformerstationer ”taler sammen” og hele tiden optimerer driften af elsystemet, siger Per Lund.

Under testen blev der gennemført simuleringer af strømsvigt i det overordnede elnet. Ved strømsvigt overtager Celleregulatoren styringen af det lokale elnet, der automatisk kobles fra det overordnede elnet. Derved går lokalområdet fri af strømafbrydelsen.

- Selv om Celleregulatoren virkede helt som den skulle, gav vores test beklageligvis anledning til nogle kortvarige, lokale strømafbrydelser. Afbrydelserne skyldes, at de lokale kraftvarmeværker, som er baseret på gasmotorer, er svære at indstille til den anderledes driftsform. Her har vi således indhøstet værdifuld ny viden, fortsætter Per Lund.

Stor international interesse
Celleprojektet i Holsted bliver fulgt af en række internationale forskere, da det er verdens foreløbig største komplette prototype på et Smart Grid med et nyudviklet avanceret styrings-, regulerings- og overvågningssystem, den såkaldte Celleregulator.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.