Dagen derpå: Stormen tog dele af Energinet.dk's tag | Energinet

Dagen derpå: Stormen tog dele af Energinet.dk's tag

Publiceret d. 29.10.2013 14.04
Hovedindgangens glasdør splintredes, og cirka en tredjedel af taget blev revet af Energinet.dk’s hovedsæde i Erritsø ved Fredericia under man-dagens stormvejr.

 

​Spande står spredt ud over gulvene og opsamler dryppene fra loftet. Borde og reoler bliver dækket af med plastik eller rulles helt væk til andre lokaler.


Det er dagen derpå i Energinet.dk’s hovedsæde i Erritsø ved Fredericia.


150 af de cirka 450 ansatte i huset mærker lige nu direkte konsekvenserne af mandagens storm, der rev cirka en tredjedel af tagbelægning og isolering af huset. Resten kan arbejde som normalt – så normalt det nu kan blive, når skriveborde og reoler skal finde nye pladser, og håndværkere fra morgenstunden gik i gang med hurtigt at afdække taget.


- Vi er forholdsvis hårdt ramt i Erritsø, og det er træls. Men det er ikke en uoverskuelig situation. I løbet af nogle få dage regner med, at vi kommer til at arbejde nogenlunde normalt igen, Peder Ø. Andreasen, administrerende direktør i Energinet.dk.


Foreløbigt må nogle ansatte arbejde hjemmefra, i mødelokaler eller tredje steder.


Det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til, at taget gav efter, hvordan skadernes skal udbedres, eller hvad det kommer til at koste. Men håbet er, at hverdagen hurtigt vender tilbage.


Da tagmateriale mandag eftermiddag begyndte at lette og blæse væk, blev alle i huset – på nær folkene i kontrolrummet for elsystemet – sendt i kælderen. Kontrolrummet ligger i den ende af huset, der ikke er beskadiget.


- Vi er glade for, at det lykkes at holde elsystemet og gassystemet intakt i den meget kritiske situation, det var under stormen mandag. Det er vores hovedopgave at sikre forsyningssikkerheden, siger Peder Ø. Andreasen.


Ingen personer kom til skade, og efter et par timer var vinden stilnet så meget af, at folk kunne tage hjem.







Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.