Dansk Gas Distribution overtager ansvaret for 122.000 gaskunder i Sydjylland og på Vestjælland | Energinet

Dansk Gas Distribution overtager ansvaret for 122.000 gaskunder i Sydjylland og på Vestjælland

Publiceret d. 3.10.2016 09.02
Nyt selskab overtager ansvaret for i alt 122.000 gaskunder og 6584 kilometer rørledninger. Det berører alle gasforbrugere i det sydlige Jylland og på Vest- og Sydsjælland. De færreste kommer dog til at mærke nogen forskel.

Bliver en gasledning i villavejen gravet over, skal der laves en stikledning til et nyt parcelhus, eller skal en gasmåler udskiftes, får gaskunder i den sydlige del af Jylland/Vest- og Sydsjælland fremover besøg af et nyt selskab.

- Dansk Gas Distribution har netop overtaget ansvaret fra Dong Energy, og det betyder nyt logo på de biler, der kommer rullende, og en anden farve på arbejdstøjet. Men faktisk er det de samme gode fagfolk, som hele tiden har kørt rundt i området, som også fremover banker på. De fortsætter med det, de hele tiden har gjort, siger Torben Thyregod, finansdirektør i Energinet.dk, der har stiftet Dansk Gas Distribution.

- Så selvom det er en handel til 2,3 milliarder kroner, der omfatter 122.000 gaskunder og 6584 km nedgravede rør, så kommer de færreste gasforbrugerne nok ikke til at mærke nogen forskel, siger han.

 

Folketinget: Energinet.dk skal købe gasnettet
I forbindelse med at Folketinget besluttede at børsnotere DONG Energy, besluttede politikerne samtidigt, at DONG’s gasdistributionsnet skulle forblive på offentlige hænder og sælges til det statslige selskab Energinet.dk. Energinet.dk driver i forvejen gastransmissionsnettet – ’motorvejene’ for gasnettet - i hele Danmark.
 

Dansk Gas Distribution overtager DONG’s net – de røde streger. I alt 6584 km ledning fordelt på 1034 fordelingsrør og 5550 distributionsledninger. Derudover kommer 2934 km stikledninger til forbrugerne.
 
Fremover bliver det Energinet.dk’s nye datterselskabet Dansk Gas Distribution, der skal drive gasnettet i det sydlige Jylland samt på Vest- og Sydsjælland.
Det sydlige Jylland og Vest- og Sydsjælland er de to områder, hvor DONG Gas Distribution hidtil har drevet gasnettet. I andre dele af landet drives nettet fortsat af selskaberne HMN Gasnet eller NGF Nature Energy Distribution.
 
Forbruger kan stadig købe gas, hvor de ønsker
Gasforbrugerne kan stadigt frit vælge, hvilket selskab de ønsker at købe deres gas fra. Dansk Gas Distribution har intet med gashandel at gøre, selskabet sørger udelukkende for at drive og vedligeholde selve rørnettet.
 
Tarif er uændret
Det er tidligere DONG-chef Christian Parbøl, der er direktør og i spidsen for at drive Dansk Gas Distribution. Han holdt i dag bl.a. tale for de i alt 101 medarbejdere i Skærbæk og Stenlille, hvoraf 95 følger med fra DONG Gas Distribution.
- Vi vil gøre alt for, at kollegerne kommer godt over i Dansk Gas Distribution, og vi regner også med, at overgangen for gasforbrugerne bliver meget gnidningsløs. Vi går fra et ejerskab til et andet, men det er de samme opgaver og kompetencer, siger han.
 
En del af den politiske aftale om at sælge gasdistributionsnettet slår fast, at gasforbrugernes gasdistributionstarif ikke må stige som følge af handlen.
Dansk Gas Distribution skal desuden følge den samme regulering om tariffer, som DONG Gas Distribution hidtil har fulgt. Tariffer og kundevilkår er derfor de samme efter 1. oktober.
 
Dansk Gas Distribution er et selvstændigt selskab under Energinet.dk, og den daglige drift bliver varetaget fra henholdsvis Skærbæk ved Fredericia og Stenlille nord for Sorø.

Foto: Christian Parbøl, direktør i Dansk Gas Distribution, i midten, skar kagen for, da der mandag morgen var overdragelse fra DONG Energy til Energinet.dk og Dansk Gas Distribution i Skærbæk ved Fredericia. Senere på dagen er der et lignende overdragelsesarrangement for de medarbejdere, der har arbejdsplads i Stenlille på Sjælland. 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.