Dansk forsyningssikkerhed er nummer et i EU | Energinet

Dansk forsyningssikkerhed er nummer et i EU

Publiceret d. 11.12.2013 13.10
Danmark er det bedste land i EU, når det kommer til forsyningssikkerhed. Det slår World Economic Forum fast i sin rangliste over 124 landes energisystemer. Den flotte placering glæder Energinet.dk.
​Danmark er europamester, når det handler om at sikre strøm i stikkontakten, gas i komfuret og varme i radiatoren. Det afslørede World Economic Forum (WEF), da organisationen i dag onsdag klokken 14 præsenterede sin rangliste over 124 landes energisystemer ved et arrangement i København.
 
Listen er udarbejdet af WEF i samarbejde med et ekspertpanel og konsulentfirmaet Accenture. De placerede Danmark øverst på rangstigen, når det kom til adgang og leveringssikkerhed i forhold til energiforsyningen. Det resultat varmer hos Energinet.dk.
 
- Det er resultatet af et fremragende samarbejde mellem Folketingets partier, der har lavet en ambitiøs energipolitik. Det er også et fremragende samarbejde mellem alle parter i energisektoren. Endelig er det en stor anerkendelse af alle medarbejderne i Energinet.dk. Det er os, der har det overordnede ansvar for el- og gassystemerne og forsyningssikkerheden. Derfor er det en stor hæder, vi skal glæde os over, siger Peder Østermark Andreasen, administrerende direktør i Energinet.dk.
 
Tegn på robust energiforsyning
Kåringen som europamester skyldes først og fremmest, at det danske elnet vurderes til at være i international topklasse. Derudover spiller den danske olie- og gasproduktion og Danmarks robuste energiforsyning en vigtig rolle.
 
Også i Klima- Energi- og Bygningsministeriet er man stolt over den anerkendelse, det er at være i toppen af eliten i EU.
 
- Med topkaraktererne fra WEF bliver der sat yderligere fokus på Danmark, og vi skal bare være glade for, at vi som et lille land kan gå foran, siger klima- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard i en pressemeddelelse.
 
Billedet: Peder Østermark Andreasen, administrerende direktør i Energinet.dk.

 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.