DataHub håndterer millioner af oplysninger | Energinet

DataHub håndterer millioner af oplysninger

Publiceret d. 3.6.2013 07.46
1. juni var det tre måneder siden, et nyt, stort it-system i energibranchen kom til verden. Efter en indkøringstid med børnesygdomme kører DataHub’en næsten som forventet. Langt de fleste fejl er i dag rettet.
​Millioner af data om danskernes elforbrug flyder, helt som de skal, ind og ud af den nye DataHub, der samler alle oplysningerne et sted. Men helt som forventet, har der også været udfordringer og fejl, der skulle rettes, i it-systemets første tre måneder.
 
- Man kan ikke lave så stort et it-system med så mange forandringer, uden at der vil være ting, som ikke går som forventet, eller fejl man ikke kunne forudse. Men hvis man ser på det store billede, så har idriftsættelsen af DataHub’en været en succes – også selv om det undervejs har medført fejl, der midlertidigt har skabt frustration hos enkelte kunder og aktører i elmarkedet, siger Louise Rønne Christensen, sektionschef i elmarked i Energinet.dk.
 
Fejlene har ikke fået varige konsekvenser for elkunderne, men nogle elselskaber har blandt andet oplevet forsinkelser, når de skulle afregne med deres kunder, Energinet.dk osv.
 
DataHub giver mere konkurrence
DataHub’en skal understøtte effektiv konkurrence på elmarkedet. Det var daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard, der i 2009 besluttede at skabe et uafhængigt dataknudepunkt, hvor elhandlere og elnetselskaber udveksler oplysninger.
 
Tidligere blev data sendt frem og tilbage mellem over 130 aktører i branchen – DataHub’en forenkler den trafik. Det var Energinet.dk der fik ansvaret for at udvikle DataHub’en, og alle dele af elbranchen - Dansk Energi, elhandlere, netselskaber, balanceansvarlige m.fl. - har siden samarbejdet om at få det nye it-system op at stå. Dansk Energi har siddet med i styregruppen for DataHub’en.
 
- Vi havde håbet, at idriftsættelsen af DataHub’en forløb en smule mere glat. Men det er ikke så overraskende, at vi er støt på udfordringer, som giver grå hår til enkelte medarbejdere og til tider også frustration i de sene nattetimer. Men så langt er vi kommet igennem uden for store problemer og gener for kunderne. Der bliver fortsat arbejdet på at fjerne børnesygdomme, siger Torben Møller Pedersen, afdelingschef i Dansk Energi.
 
Flere millioner data om danskernes elforbrug glider nu helt automatisk ind og ud af DataHub’en. Der er dog stadig problemer med nogle få data fra enkelte områder af landet. De fejl arbejder alle parter på at få rettet hurtigst muligt.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.