Den danske gasbørs fordobler handel | Energinet

Den danske gasbørs fordobler handel

Publiceret d. 7.6.2012 07.04
Af 98;#Hans Mogensen
Omsætningen på den danske gasbørs Nord Pool Gas er tæt på at nå en fjerdedel af det samlede danske gasforbrug til gavn for konkurrencen på gasmarkedet og dermed danske forbrugere og virksomheder.
Gasbørsen blev skabt på initiativ af Energinet.dk for at skabe større gennemsigtighed og konkurrence på det danske gasmarked, men børsen blev spået et hårdt liv, da den blev introduceret i marts 2008. Den stigende handel på børsen viser imidlertid, at gasselskaberne for alvor har taget børsen til sig.
 
- Der er dels kommet flere grossister ind på det danske marked til gavn for konkurrencen, og dels er likviditeten på børsen nu så høj, at de kommercielle aktører generelt har tillid til, at prisen er rigtig. Derfor indgås stadig flere handler via børsen, siger Jacob Pedersen, adm. direktør i Nord Pool Gas.
 
I hele 2011 blev 10,3 % af det samlede danske gasforbrug handlet på gasbørsen, mens tallet i maj 2012 var steget til 22,1 % af gasforbruget, svarende til en volumen på 491.280 MWh.
 
- Før gasbørsen blev etableret sikrede gasleverandørerne deres leverancer gennem mere planlagte indkøb, hvor længerevarende kontrakter og låste olieprisformler var standarden. Nu sikres gasleverancerne i stigende grad gennem den daglige handel på gasbørsen Nord Pool Gas. Samtidig er det mit indtryk, at  stadig flere industrikunder vælger de faste aftaler fra og i stedet køber gas med prisreference til Nord Pool Gas, siger Jacob Pedersen.
 
Trods faldende gasproduktion i den danske del af Nordsøen og potentielle flaskehalse ved den dansk-tyske grænse har gasprisen på den danske gasbørs generelt ligget under børspriserne i de to tysk markedsområder GASPOOL og NCG. I gennemsnit har priserne på Nord Pool Gas ligget ca. 0,2 EUR/MWh under tilsvarende handler på de tyske markeder.
 
Yderligere information:
Adm. direktør Jacob Pedersen, Nord Pool Gas, tlf. 31 42 57 52.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.