Den tonstunge platform er sat på plads | Energinet

Den tonstunge platform er sat på plads

Publiceret d. 2.5.2016 14.48
Kl. 14.30 mandag d. 25. april landede topsiden på 1800 tons oven på fundamentet til havmølleparken Horns Rev 3. Operationen blev forsinket på grund af vejret i Nordsøen.

Vejret i Nordsøen drillede, og topsiden måtte derfor vente flere dage på de helt rigtige forhold, før kranskibet kunne flytte på de ca. 1800 tons. Fundamentet blev mandag d. 11. april fastgjort til havbunden.

Vejret skiftede derefter, og cirka tolv dage efter var det igen stabilt, og installationerne kunne begynde. Kl. 14.30 mandag d. 25. april var topsiden placeret oven på fundamentet til havmølleparken Horns Rev 3. 

Topsiden og fundamentet udgør den platform, der skal opsamle strømmen fra havmøllerne og sende det mod land. Det kræver stor ekspertise og præcision at placere de to dele korrekt i Nordsøen. Og forholdene skal derfor være helt perfekt.

Vejret bestemmer
I Nordsøen kan vejret den ene time være klart og mildt, og kan den næste time blive afløst af bølger og vindstød. Mandskabet på skibet tjekker derfor vejret med jævne mellemrum.

”Vi modtager fire forskellige vejrudsigter lige på det koordinat, hvor vi befinder os i Nordsøen. Hvis de hver især viser noget forskelligt, så er der kun en sidste mulighed. Og det er at kigge ud af vinduet og analysere den havbøje, vi har i vandet,” fortæller Thomas Thinggaard, delprojektleder på Horns Rev C i Energinet.dk. Han var med under operationen.

Det kræver en buffer på 12 timer for at være sikker på, at vejret ikke skifter i den tid, som det tager at fastgøre topsiden oven på fundamentet, fortæller Thomas Thinggard.

”Når vi løfter topsiden, så er det point of no return. Den skal placeres oven på fundamentet og kan ikke sættes tilbage på skibet. Det er meget nervepirrende. Vi starter ikke på noget, som vi ikke kan afslutte uden risiko,” siger han.

Skal forsyne 400.000 husstande
De to dele er på plads. Nu begynder installationerne og sikkerhedsforanstaltningerne, så platformen bliver klar til at huse de folk, der skal arbejde på havmølleparken. Det næste skridt bliver at trække søkabelet, der skal føre havmøllestrømmen i land.

Horns Rev 3 er den tredje havmøllepark ud for Vestkysten nær Esbjerg. Den bliver den største af de tre havmølleparker med sine 400 megawatt og vil kunne forsyne ca. 400.000 husstande. Horns Rev 3 forventes at kunne levere strøm til forbrugerne i 2019.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.