Dronningen satte stikket i Den elektriske Storebæltsforbindelse | Energinet

Dronningen satte stikket i Den elektriske Storebæltsforbindelse

Publiceret d. 14.9.2010 20.06
Vinden gjorde, hvad den kunne, for at understrege, hvad Den elektriske Storebæltsforbindelse bl.a. handler om, da Energinet.dk den 7. september indviede Den elektriske Storebælts-forbindelse: at sende vindkraftproduceret strøm fra vest mod øst.

- Jeg tøver ikke med at kalde det en historisk begivenhed, at vi nu mere end 100 år efter, at danskerne for første gang oplevede, hvordan den elektriske kraft kan lette hverdagen, ja faktisk revolutionere samfundet, nu kan binde en ny sløjfe på historien om det elektriske Danmark og sende elektricitet fra vest til øst og fra øst til vest, sagde dronningen bl.a., før hun satte et stik i den sjællandske del af kortet over Danmark, mens klima- og energiminister Lykke Friis sørgede for den fynske kontakt.

Et øjeblik efter begyndte omformeranlægget at slå gnister, brumme og give et knald, nøjagtig som det skulle, og inde i det store festtelt kunne gæsterne på kortet med ”Elsystemet lige nu” forsikre sig om, at der blev sendt jysk-fynske elektroner til Sjælland.

Omkring 315 personer havde takket ja til at deltage i indvielsen – myndigheder, leverandører, energibranchen, naboer og lodsejere fra både øst og vest, og na-turligvis klima- og energiminister Lykke Friis, som var i sit sædvanlige hopla, da hun fra talerstolen slog til lyd for, at det ikke bare er Danmark vi kobler sammen med Den elektriske Storebæltsforbindelse: ”Nej, vi kobler også Danmark endnu mere sammen med Europa.”

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.