Early warning – hvad var det lige, der skete? | Energinet

Early warning – hvad var det lige, der skete?

Publiceret d. 10.4.2013 13.24
Af 581;#Jesper Nørskov Rasmussen
Et notat forklarer baggrunden for, at Energinet.dk 18. marts 2013 for første gang optrappede gasberedskabet med en early warning-meddelelse.

​For første gang siden EU’s nye beredskabsregler på gasområdet trådte i kraft, måtte Energinet.dk 18. marts erklære ”early warning” og dermed sende et signal til gasmarkedet om at gå i aktion for at undgå gasmangel.

Der blev simpelthen sendt for lidt naturgas ind i de danske rør, og samtidig tærede den kolde vinter på lagrene af gas.

- Det er jo en uvant situation for aktørerne på det danske gasmarked, og derfor er der naturligvis opstået en masse spørgsmål. Hvad betyder ”early warning”?, hvilke konsekvenser får det for mig og min virksomhed?, hvor tæt var Energinet.dk på at optrappe yderligere, siger Jeppe Danø, markedsdirektør i Energinet.dk’s gasdivision.

For at skabe klarhed om, hvad der skete i de ni dage, early warning-situationen varede, og gasniveauet igen var tilbage i en normaltilstand, har Energinet.dk lavet et baggrundsnotat.

- Det vil forhåbentligt svare på nogle af de spørgsmål, der er opstået i den uvante situation, siger Jeppe Danø.

Den 17. marts var situationen den, at hvis forsyningsbilledet fortsatte, så ville gaslagrene være tømt allerede primo april, og spørgsmålet ville så være, om der ville være tilstrækkelig gas til forsyning af de danske og svenske forbrugere fra Tyskland og Nordsøen, hvis det kolde vejr fortsatte. Men gasmarkedet opfangede signalerne, og situationen blev afblæst.

Læs notatet her.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.