Efter naturgas kommer VE-gas | Energinet

Efter naturgas kommer VE-gas

Publiceret d. 15.12.2011 12.23
Gas baseret på vedvarende energi kan sikre en stabil og fleksibel energiforsyning i fremtidens energisystem. Det fremgår af en ny rapport, Energinet.dk netop har offentliggjort.

Af Connie Dyrløv

I fremtidens grønne samfund, hvor vindkraft bliver helt central, kan gassystemets rolle blive at levere fleksibilitet. Især hvis den store lagerkapacitet, som de eksisterende gaslagre rummer, bliver udnyttet.

Og der bliver behov for et fleksibelt energisystem, der kan indpasse mange forskellige former for vedvarende energi.

- Vi har hele tiden brug for energi, men det blæser ikke altid lige meget. Og gas kan være en rigtig god buffer i et energisystem baseret på en svingende elproduktion, siger Peter Hodal, der er direktør i gasdivisionen i Energinet.dk.

Selv om Energinet.dk forventer, at naturgas stadig i 2025 vil spille en væsentlig rolle i energiforsyningen i Danmark, er det ikke naturgas, der på langt sigt skal sendes gennem gasrørene, men derimod forskellige former for vedvarende energi-gasser. Det fremgår af rapporten, Gas i Danmark 2011, som Energinet.dk har udarbejdet.

Rapporten indeholder en oversigt over alle væsentligste aktiviteter, udfordringer og udviklinger for gassystemet i Danmark. Gas i Danmark udgives hvert år, den er Energinet.dk's afrapportering til Energistyrelsen.

Læs Gas i Danmark 2011

Yderligere oplysninger
Malene Hein Nybroe, Gruppeleder for Gasudvikling og Beredskab, Energinet.dk, mhn@energinet.dk, mobil 2333 8706

 

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.